Billede beskrivelse

Er dit barn ikke til fodbold? Hvad med at gå til videnskab

11. oktober 2022 kl. 15.38

THISTED: 10-årige Leonora har venstre øje presset helt ned mod mikroskopet.

- Hvad kan du se, spørger Conrad.

- De bevæger sig! Det er, som om de er levende, svarer Leonora, der i dagens anledning ligesom Conrad og alle de andre børn har fået kittel på.

For en uge siden kendte de to ikke hinanden, men det er tredje dag i et forløb på i alt syv uger, hvor børn fra flere forskellige folkeskoler har meldt sig til at gå til videnskab efter skole, og nu er de sammen i fuld færd med at undersøge, hvordan cellerne i en pakke gær opfører sig under lup.

Tidligere har de også prøvet at dyrke deres egen surdej, at fermentere madvarer og eksperimenteret med, hvordan man kan puste en ballon op ved hjælp af CO2. Rundt om dem summer gymnasieelever, der griner og pjatter. De har meldt sig frivilligt som undervisere og mentorer for de yngre elever, der også selv har valgt at være i Videnskabsklubben.

Og det er netop en af de helt store styrker ved tilbuddet, fortæller direktør Rikke Schmidt Kjærgaard i en pressemeddelelse.

- I Videnskabsklubben skal man ikke kunne eller være noget særligt for at være med. Det er et tilbud for alle nysgerrige børn, der har lyst til at prøve kræfter med en sjov og anderledes fritidsaktivitet. Vi skaber positive og inkluderende fællesskaber for børn og unge, hvor de får mulighed for at udvikle deres selvopfattelse, identitet og sociale kompetencer. Uden konkurrence eller karakterer, siger hun.

Den psykiske mistrivsel blandt børn og unge er steget over en årrække, og ifølge blandt andre Børns Vilkår og BUPL, er svaret blandt andet at sørge for, at børnene indgår i positive fællesskaber.

For selvom det er det enkelte barn eller den unge, der oplever at have ondt i livet, findes en stor del af løsningen i fællesskaberne. Det mærker man også i Videnskabsklubben.

- Der er ekstremt stor efterspørgsel på vores tilbud, og vi har lange ventelister mange steder i landet. Der er virkelig mange børn, der har behov for at blive grebet og inkluderet i interessefællesskaber som vores, der ligger ud over skolen, siger Rikke Schmidt Kjærgaard i pressemeddelelsen.

Videnskabsklubbens tilbud er gratis, og forløbene kører fra uge 43 til 49 i samarbejde med lokale gymnasier, der stiller lokaler og frivillige elever til rådighed.

Videnskabsklubben


Holdet i Thisted afholdes på følgende datoer, tidspunkter og lokationer:

Teknisk Gymnasium Thisted - opstart onsdag eftermiddag 26. oktober, og alle onsdage derefter.

Det er muligt at besøge et hold efter aftale med kommunikationsansvarlig Charlotte Price Hoffmann. Alle børns forældre har givet tilladelse til, at der bliver taget billeder og optaget video/lyd af dem.

Videnskabsklubben er en non profit-organisation, der arbejder for at fremme børn og unges forhold til naturvidenskab, og er finansielt støttet af blandt andre Novo Nordisk Fonden. Videnskabsklubbens aktiviteter i Thisted er desuden støttet af Færchfonden.

I 2022 udbydes 66 klubber i 30 danske byer, hvilket svarer til omkring 1100 børn og unge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste