Billede beskrivelse

Elegant, pikant og festligt: Frække syngepiger fra Bakken indtager Thy

08. januar 2024 kl. 16.15

Der bliver fest og farver, svingende lår med strømpebånd under løftede skørter, og masser af kavalergang, når Bakkens Hviles fire frække fruer indtager Hotel Havbadet den 3. februar.

Med sig har de skønne kvinder naturligvis hele balletten af de kendte elegante, poetiske, samfundssatiriske og ofte frække sange - kendt fra Dyrehavsbakkens berømte 146 år gamle syngested Bakkens Hvile.

- Jeg garanterer et pikant, flabet og folkeligt show, som sjældent er set på de her kanter, siger Thomas Kold, der er indehaver af Hotel havbade. 

Han har selv oplevet syngepigerne for fuld udblæsning med Dot Wessmann, Tina Grunwald, Ann Farholt og Sus Mathiesen.

- Det bliver virkeligt sjovt og er underholdning fra øverste hylde, lyder det.

Salget går strygende 

Der er allerede kæmpe interesse for at opleve dette show, som mange har hørt om. Men som så vidt jeg ved ikke har været i vores område.

- Vi har allerede solgt 98 af de 150 billetter. Syngepigerne er jo kendte sange leveret med charme, trutmund og et glimt i øjet. Der bliver flirtet med mændene og hele publikum kommer med, når de fire kvinder indtager scenen med de fire dronningestole, lyder det fra Thomas Kold.

Han glæder sig over at have fået tilbuddet om at præsentere syngepigerne i Thy.

Repertoiret spænder vidt som: Gå med i Lunden, Alle går rundt og forelsker sig, Hængepilen, Smedens vise, Jeg har elsket dig så længe, Glemmer du og naturligvis syngepigernes sikre hit, der Køb blomster, køb blomster. De populære sange er sandsynligt med i Vorupør.

Billetter kan købes ved direkte kontakt eller på billethavbadet.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste