
Dueholm Kloster bliver til Historiehaven under Kulturmødet
NYKØBING: Når årets Kulturmøde løber af stablen den 25.-27. august omdannes haven på Dueholm Kloster til et sandt mekka for historieinteresserede.
Limfjordsmuseernes Samvirke, som er en sammenslutning af de otte statsanerkendte museer rundt om Limfjorden, er nemlig gået sammen om at skabe en helt ny scene på Kulturmødet.
Det er Museum Mors og Limfjordsmuseet i Løgstør, som er initiativtagere og tovholdere på den nye scene, der udover samvirket selv er støttet af Europæisk Kulturregion.
Museumsdirektør på Museum Mors, Anders Have Espersen, der sammen med sin kollega fra Limfjordsmuseet, Anders Bloksgaard, har arbejdet på at udvikle Historiehaven, fortæller om den nye scene:
- Historiehaven byder på et hav af små, spændende historiske fortællinger præsenteret af museumsfolk fra museerne ved Limfjorden. Der er noget for enhver smag, og i Historiehaven kan man blive klogere på og lade sig fascinere af alt fra verdens ældste sangfugl til russere på flødeskumsfronten.
Fortællingerne bliver præsenteret i stemningsfulde rammer i det store smukke telt, der kommer til at præge den gamle have ved Dueholm.
- Vi vil gerne give Kulturmødets gæster en ekstra mulighed for at slappe af og læne sig tilbage under de tre dages tætte program. Mens man lader op, kan man nyde en række gode museumsformidlere med noget på hjerte, der virkelig viser, hvad museerne har at byde på, lyder det fra museumsdirektøren, der kan berette, at der ikke kun er noget godt til hovedet i Historiehaven.
- Vi indretter vores helt egen lille bar i haven med salg af gode, forskellige øl fra Thisted Bryghus samt rød og hvidvin, fortæller Anders Have Espersen.
De mere end tyve forskellige fortællinger er fordelt over dagtimerne i Kulturmødets tre dage.
Når aftenen falder på torsdag og fredag, omdannes Historiehaven til et nyt, afslappet mødested og åndehul på Kulturmødet.
I aftentimerne forvandles teltet til en hyggelig lounge, hvor en DJ resten af aftenen spiller op med afslappende toner, og der er god mulighed for at fordøje de mange indtryk fra Kulturmødet.
Det fulde program for Historiehaven på Dueholm Kloster finder man blandt andet på Museum Mors’ hjemmeside og naturligvis i Kulturmødets digitale program.