Billede beskrivelse

Dette Thy Rock-vartegn har en helt særlig historie

Alle gæsterne til dette års Thy Rock passerer lige igennem, men kender du historien bag festivalens nye vartegn?

24. juni 2023 kl. 08.01
Opdateret kl. 11.56

THISTED: Når de 10.000 gæster til Thy Rock denne weekend skal ind på pladsen, passerer de lige igennem det store, flotte indgangsparti i træ, der står som et nyt vartegn for festivalen.

Og faktisk har indgangspartiet, som havde sin debut ved sidste års Thy Rock, en helt særlig historie.

Det er nemlig unge fra Elmelund, der har været med til at bygge indgangspartiet. Elmelund er et uddannelses- og botilbud i Thisted målrettet mod sentudviklede unge, og det omfatter også Thy Naturkraft, der er en socialøkonomisk virksomhed og et pædagogisk arbejdsfællesskab for unge på kanten af arbejdsmarkedet.

Afdelingsleder på Thy Naturkraft Brian Nyby fortæller, at de unge er meget glade for at bidrage til Thy Rock:

- Ledelsen fra Thy Rock henvendte sig til os i foråret sidste år, og fortalte, at de godt kunne tænke sig et flot indgangsparti, der kunne lukke det hvide telt af. Man ville gerne have det til at ligne de reoler til Thisted Bryghus' specialøl, som vi har lavet, med råt forskallingstræ, der skulle være lettere brændt, fortæller Brian Nyby.

Indgangspartiet fik sin debut på sidste års Thy Rock, og som en del af aftalen ligger, at en gruppe unge fra Elmelund hvert år til Thy Rock skal komme med ud og stille indgangspartiet op og pille det ned, når festivalen er slut.

- Det gør vi, fordi vi synes, det er en rigtig spændende opgave. De unge, der er med, er helt vilde med det, og har allerede meldt klar til næste år. Det er stort for dem at være med i Thy Rock, og holdet bag Thy Rock er også rigtig gode til at tage sig af os. Holdet i år kom for eksempel med op på Store Scene, hvor de fik lov til at stå og prøve at råbe "Hva' så Thy!" ud over festivalpladsen, siger Brian Nyby og tilføjer:

- Som ekstra tak kommer HP og Svenne ud og griller for alle på Elmelund og Thy Naturkraft, når Thy Rock er slut.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste