”Dans under åben himmel” er en familieforestilling, man kan opleve uanset alder eller nationalitet. Foto: Holstebro Dansekompagni
Det sker

Dans under åben himmel i Agger

17. august 2022 kl. 18:00

AGGER: Man har nu flere gange kunnet opleve klassisk ballet på stranden i Agger.

Nu bliver det - ligesom 2021 - også i år muligt at opleve moderne danseteater.

Efter at have spillet ved Jens Søndergaard Museet i Bovbjerg, på Sydstranden i Hvide Sande og ved Strandingsmuseum St. George i Thorsminde spiller Holstebro Dansekompagni nu ved Vesterhavshytten og Signalmasten i Agger søndag eftermiddag og aften 4. september forestillingen ”Dans under åben himmel”.

Årets forestilling er en videreudvikling af den forestilling, der i fjor besøgte Agger - og der er skiftet ud i danserne.

”Dans under åben himmel” er en familieforestilling, man kan opleve uanset alder eller nationalitet.

Den er rettet mod kyst- og naturturister ved den jyske vesterhavskyst.

Dansen foregår i havstokken, og kompagniets lette dansere finder det tunge sand mageløst og dragende.

Forestillingen er inspireret af den græske mytologi om sirenerne, havheksene. I vindens sus, havets brusen og de smukke omgivelser bliver publikum taget med på en rejse i en virtuos dansefortolkning af den klassiske fortælling om sirenerne, der med deres smukke stemmer lokkede sømændene til havs. Men den er også inspireret af havets historier fra den jyske vestkyst – fortolket af forfattere som jyske Steen Steensen Blicher (1782-1848), fynske H. C. Andersen (1805-75) og engelske Catherine Brighton (født 1943), der alle tre har skrevet gådefulde og dramatiske værker om havets indvirken på mennesker.

I forestillingen medvirker danserne Bjørk-Mynte Buchgraitz Paulsen, Ella Ström, Jon Ipina, Matthew Rawcliffe, Marija Burceva og Jacob Lang. Forestillingen er udviklet af koreograf Marie Brolin-Tani, hvis koncept og idé den bygger på, i et samarbejde med dansekompagniet. Sarah Fredelund har stået for scenografi og lysdesign, mens Åsa Gjerstad har designet kostumerne. Christian Tronhjem har skabt musikcollagen, og Ingeborg Svenneborg har været konsulent på forestillingen.

Holstebro Dansekompagni er arrangør af forestillingen i samarbejde med de kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune - Strandingsmuseum St. George i Thorsminde og Lemvig Museum - samt Ringkøbing-Skjern Museum og Museum Thy.

Projektet er støttet af Kulturlab - Holstebro Kommune og Holstebro Teaters udviklingspulje.

Forestillingen er gratis, men man skal selv medbringe stol og tæppe samt være forberedt på al slags vejr - og aflysning kan da også finde sted, hvis vejret bliver for dårligt.

Annonceret indhold

Nyeste