Landets bedste livreddere kæmper om DM-titlerne i havlivrednig i Klitmøller i den kommende weekend. Privatfoto
Det sker

Danmarks bedste livreddere samles i Klitmøller

15. august 2022 kl. 09:32

KLITMØLLER: Cold Hawaii kysten kommer til at lægge vand og strand til, når landets bedste livreddere kæmper om DM-titlerne i havlivredning i Klitmøller lørdag 20. og søndag 21. august.

Flere end 100 atleter fra 14 forskellige klubber skal igennem 600 starter før, vinderen er fundet.

- Det officielle DM i konkurrencelivredning udendørs afvikles i forskellige aldersklasser individuelt og holdkapper, som kæmper om DM guldet i discipliner fra løb på strand til redninger og races med torpedo, board, surfski og svømning i havet, fortæller Iben Johansen fra NASA i Klitmøller, der er værter for årets mesterskaber.

Internationalt felt til DM

Hun glæder sig over det store deltagerantal, der har meldt deres ankomst.

- Det bliver et af de største Danish Champions i havlivredning nogensinde. Med et stævne som forløber over 2 dage med over 100 atleter, over 600 starter fordelt på minimum 14 forskellige klubber og med atleter fra Norge, Sverige og Tyskland, bliver det et af de større vandsportsarrangementer i Cold Hawaii og det glæder vi os selvfølgeligt over, siger Iben Johansen.

Hun slår fast, at alle kan deltage, livredning er for alle i alle aldre, nye i sporten samt de garvede.

Tilmelding er fortsat muligt, hvis man ønsker at kæmpe med om DM-titlerne, selv for udlændinge, man skal blot være medlem af en klub under Dansk Svømmeunion.

Det sociale aspekt vejer tungt blandt deltagerne.

- Lørdag aften vil der være hygge, hang-out og helstegt pattegris i Hummerhuset, hvor deltagerne har mulighed for at dyrke livredderkulturen, fortæller Iben Johansen.

Lokal opbakning

DM i havlivredning afvikles uden for den traditionelle turistsæson, og er en del af den strategi, Friends of Cold Hawaii og Thisted Kommune har omkring at tiltrække arrangementer udenfor den traditionelle turistsæson.

- Vandet er vores primære legeplads i Cold Hawaii og derfor giver det også rigtig god mening, at Friends of Cold Hawaii og dermed Cold Hawaii Games bakker op omkring arrangementet. Havlivredning er vigtig og at kunne lægge vand og strand til et DM, passer fint ind i vores ønske om at fokusere på vigtigheden af livreddere ved vandet men også, at Cold Hawaii skal tiltrække events hele året, der kan være med til at brande Cold Hawaii og trække gæster til vores skønne område også udenfor sæsonen, lyder det fra bestyrelsesformand Jens Jørgen Jensen fra Cold Hawaii Games/Friends of Cold Hawaii.

Det er Livredningsudvalget i Dansk Svømmeunion, der sammen med NASA Surf Life Saving og Østjysk Livredning arrangerer Det Danske Mesterskab i Konkurrencelivredning med støtte fra Friends of Cold Hawaii og Thisted Kommune.

Annonceret indhold

Nyeste