Billede beskrivelse

Da Nikolaj gik på scenen, stod mor allerforrest

Thisted Musikskoles Fokuslinje gav fredag koncert på Thy Rock, og det fik tårerne frem hos mor Line Abildgaard

23. juni 2023 kl. 22.01
Opdateret 24. juni 2023 kl. 12.53

THISTED: De fleste forældre kan vel nikke genkendende til, at man af og til kan være ved at revne af stolthed over podernes udskejelser.

Den følelse har Line Abildgaard i hvert fald i frisk erindring, for fredag eftermiddag bevidnede hun, at sønnen Nikolaj Abildgaard gik på Den Lille Vilde til Thy Rock sammen med resten af Musikskolens Fokuslinje.

Sammen med gruppens mange kammerater og jævnaldrende havde hun taget opstilling helt oppe foran scenen, hvor hun kunne synge med og sende thumbs-up til de unge på scenen. Hun starter også et hepperåb, som kammeraterne hurtigt kommer med på: "Niko! Niko! Niko!".

- Det er bare så fedt og kæmpe stort at opleve, sagde Line Abildgaard efter koncerten, med let bævende stemme og fugt i øjenkrogen.

Hun fortæller, at Nikolaj Abildgaard både synger og spiller på guitar, og han blev for alvor interesseret i musikken i 2015.

- Så kom han med i Tingstrup Skoles Elevband, og dem spillede han med på Thy Rock, og så blev han for to år siden optaget på Musikskolens Fokuslinje, siger Line Abildgaard.

Fokuslinjen kræver, at de unge skal bestå en optagelsesprøve, før de kan få lov til at være med. Men slippet de gennem nåleøjet, får de unge talenter til gengæld også stort udbytte:

- Man kan mærke en vild udvikling, og det er det, musikskolen kan. Det kan give de unge et skub i ryggen og troen på dem selv, siger hun.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste