Cafémøde i Thisted om knogleskørhed
THISTED: Tirsdag eftermiddag 18. april holder Thisted-Morsø Osteoporoseforening et cafémøde, hvor tidligere praktiserende læge Inger Raben-Pedersen kommer med et indlæg om knogleskørhed.
Mødet finder sted i Plantagehuset i Thisted.
Her kan man blive klogere på osteoporose, når Inger Raben-Pedersen kombinerer sin egen personlige historie om at have knogleskørhed med lægefaglig viden.
Inger Raben-Pedersen, der selv har knogleskørhed, vil veksle mellem den personlige fortælling om sin egen familiehistorie og konkret lægefaglig viden. Ved arrangementet vil der være mulighed for at stille spørgsmål til Inger.
- Vi glæder os til at byde velkommen til en spændende eftermiddag om et vigtigt emne, siger Anna Marie Henriksen, formand for Thisted-Morsø Osteoporoseforening.
Alle er velkomne til foredraget, hvor Osteoporoseforeningen byder på en kop kaffe.
Entréen er gratis for medlemmer og 50 kr. for ikke-medlemmer.
Da der er et begrænset antal pladser, er tilmelding nødvendig og skal ske senest 13. april på tlf. 2460 2050.