Bynights trækker folk til handelsbyen: Kirketorvet rockede med Hvide Løgne
MORSØ: Hvor de fleste handelsbyer har én sommer byninght - så har Nykøbing og Mors hele seks.
Og de populære onsdage sommeren igennem, altid med et kendt musiknavn/band fylder ikke kun Kirketorvet - men også byens gågade.
- Det er bare blevet en rigtig god tradition, der trækker folk til Nykøbing til glad musik og hygge hver onsdag i sommeren. Og ikke mindst - det trækker turister ind til handelsbyen Nykøbing, blandt andet rigtig mange fra Jesperhus. Flere butikker har god handel på dagen. Men onsdagene med god musik på Kirketorvet er lige så meget en branding af Nykøbing som en hyggelig handelsby. For turisterne og gæsterne kommer måske nok især for musikken. Men de ser byen og butikkerne, og de får derfor måske lyst til at tage til byen igen for at shoppe i vore mange butikker, fortæller handelschef Lisbeth Thrysøe fra Mors Handel.
- Vi oplever en flot opbakning fra publikum - men ikke mindst fra butikker og fra Morsø Kommune. Morsø Kommune støtter koncerterne økonomisk. Eller kunne det ikke lade sig gøre, lyder det fra Lisbeth Thrysøe.
Hun glæder sig over at se et fyldt Kirketorv med glade mennesker ved bordene, der får sig en fadøl eller et glas vin og lytter til onsdagens navn: Hvide Løgne.
De næste onsdages bynights i Nykøbing byder på:
17. juli: Poul Halberg og Friends - fem mands toporkester og med garanti “Magi i luften” og “Brændende læber”.
24. juli er det Back to Back - Mon ikke der bliver fællessang til “Jonathan “ og “En som dig”
31. Juli: Den Røde Tråd - Shubidua og Gasolin/Kim Larsen hits.
7. august: Trio 413 runder årets sommer-bynights af.