Bye bye corona: Nu kommer der fut i fejemøget...
Restriktionerne er lempet så meget, at Kas Kafé i Glyngøre genåbner allerede fredag 4. februar, og det er med en duo, som har været programsat flere gange i de seneste corona-år men aflyst lige så mange gange. Det er John Mogensen Live Duo, der ligesom mange andre musikgrupper har måttet træde vande under pandemien.
Det skriver Kas Kafé i en pressemeddelelse.
Men formen er i orden, og duoen er klar til at underholde med det bedste og mest populære fra John Mogensens sangkatalog, lyder det.
Det er sangeren Karsten Loft, der har anlagt John Mogensen skæg og stemme og lægger sig tæt op ad forbilledet – også med historier om de enkelte numre og anekdoter fra John Mogensens liv.
Han suppleres af pianisten Brian Thomsen, der sørger for at give musikken den energi og den særlige lyd, der ledsagede John Mogensens sange, når han selv sad bag klaveret.
Duoen har været vidt omkring med deres John Mogensen show og er bl.a. kendt fra deres optræden på DK4.
Der er gratis entré i Kassehuset på havnen i Glyngøre, og dørene åbnes klokken 16.