By Night: - Vi gentager succesen fra 2022
HURUP: Fredag 2. juni byder er Hurup Handelsstandsforening velkommen til årets Sommer By Night i gågaden og deromkring.
Og som i 2022, så har handelsstanden igen i år indgået et samarbejde med de to Lions Klubber i det sydlige Thy, Liden Kirsten og Lions Club Sydthy.
- Vi gentager succesen fra 2022, hvor Lions for første gang blev betroet med det praktiske liv i forbindelse med arrangementet.
- Vi får en pose penge for indsatsen, og så hjælper vi med alt, vi kan. Det er win-win for begge parter, siger Niels Laursen fra aktivitetsudvalget i Lions Club Sydthy.
Cykelsponsorløb og -ringridning
Sædvanen tro er der også i år cykelsponsorløb for børn og voksne.
- Her kan alle deltage, og der er gode præmier til alle. Derudover lavet vi i år cykelringridning i gågaden, fortæller formanden for Hurup Handelsstandsforening, Lars Søndergaard Haven.
Festteltet rykker i år til Konditorpladsen. Udenfor kan man prøve kræfterne ved ”bankemaskinen”, hvor man kan vinde øl eller sodavand.
Om eftermiddagen fra 14.30 og en time frem er der gratis kaffe og kage, der er sponseret af Strangholt VVS og tømrermester Bjarne Breinholt.
Der vil også være opstillet hytter, hvor man kan købe pølser, fadøl og sodavand. Det hele er bemandet med medlemmerne af Sydthy Lions-klubber.
Der vil være hoppeborg for børnene og der vil være tombola med gode gevinster.
Musikken sørger lokale Henrik Fredensborgs ”The New Bannister” for.
De to Lions-klubber har tilsammen 35 medlemmer.
- Vi regner med et pænt overskud, siger Brit Strangholt fra Lions Club Liden Kirstens aktivitetsudvalg.