Bondegårdstur og bryghusbesøg: Alive Festival bliver rig på oplevelser
Gæsterne på årets Alive Festival får atter mulighed for at komme ud på tur for at opleve landsdelen
THISTED: Alive Festival har offentliggjort de første tre udflugter, som festivalens gæster kan tage på under festivaldagene til sommer.
Alive Festival er ikke kun en musikfestival. Gæsterne har også mulighed for at tage på udflugter arrangeret af festivalen i løbet af de tre dage sidst i juli, hvor festivalen står på.
Det drejer sig blandt andet om gårdbesøg hos Thy Whisky i Sønderhå.
Udflugten hedder ‘Bondegårdsfrokost og whiskysmagning hos Thy Whisky’, og som navnet indikerer bliver der, foruden en rundvisning på den gamle slægtsgård Gyrupgård, også tid til whiskysmagning og en frokost baseret på lokale råvarer.
Thy Whisky har siden 2010 produceret whisky på korn fra egne marker.
Traditionen tro har Alive Festivals gæster også mulighed for at kickstarte festivalen til den officielle åbning på Thisted Bryghus.
Alive Festival serverer et stort udvalg af øl fra Thisted Bryghus i løbet af festivalen, og til åbningen kan gæsterne komme på rundvisning på bryghuset og se, hvordan øllet bliver fremstillet - og selvfølgelig giver festivalarrangørerne den første øl i bryghusets gård.
Den sidste oplevelse i pakken er Den Thy’ske Eventyrtombola. Her har man som gæst mulighed for at købe et lod, som indeholder en oplevelse et sted i Thy.
Der er gevinst på alle lodder, men oplevelserne bliver ikke offentliggjort, før man har købt et lod. Arrangørerne lover, at alle, der køber lod, får en både overraskende, morsom og super lokal oplevelse. Man kan tage afsted alene eller i en gruppe på op til fire personer.
Medlem af Alive Festivals sekretariatet Esben Halkier glæder sig over at præsentere de første tre udflugter.
- Vi vil gerne give vores gæster en anderledes festivaloplevelse, samtidig med at vi viser noget af alt det flotte, spændende og sjove som vores egn har at byde på. Det synes jeg, at vi gør på en rigtig god måde med de her tre udflugter. Vi har lige nu otte udflugter på tegnebrættet, og jeg tror på, at de vil inspirere vores gæster og give dem en oplevelse af Thy, som de sent vil glemme, siger Esben Halkier.
De tre udflugter i denne runde kræver alle armbånd til Alive Festival.