Billede beskrivelse

Birte Müller-Grud i årets påskeudstilling hos "Galleri Engen 5"

21. marts 2023 kl. 16.01

VESTERVIG: Årets påskeudstilling åbner Palmesøndag 2. april i "Galleri Engen 5" i Vestervig med Birte Müller-Grud, der er født og opvokset i Thy i 1963.

Hun bor nu i Bergen i Norge.

I Thy besøger hun af og til sin familie, bl.a. sin mor på Aabakken.

Allerede som barn stod musik og sang hendes hjerte nær.

Derfor begyndte hun tidligt at forberede sig til en musikuddannelse.

På en tur til Norge til en norsk veninde i 1985 besøgte hun Steinerskolen i Bergen.

Det, hun så og hørte her, vækkede hendes interesse for selv at arbejde i en Steinerskole.

Hun blev uddannet lærer ved Rudolf Steiner-højskolen i Järna i Sverige i 1990 og drog bagefter tilbage til Bergen, hvor hun var med til at starte endnu en Steinerskole dér.

Der er stort fokus på kunstneriske og kreative fag i en Steinerskole, så tegning og maling blev en naturlig del af hendes undervisning. Det blev et kursus i "intuitiv maling", der inspirerede hende til et mere personligt og dybere engagement.

I intuitivt maleri er det farverne, som ”viser vej”.

Det er ikke et tænkt motiv, men processen, der står i fokus.

Processen - at lade farverne ”musicere” og danse frit med hinanden uden at gribe ind og styre et motiv frem, kan ofte opleves som udfordrende. Der ligger jo et dybere ønske i os mennesker om, at kontrollere det færdige resultat i en eller anden retning. Man kan vælge at fremhæve det, som viser sig i farverne som en antydning af motiv, eller man vælger at fortsætte processen. På et tidspunkt toner et billede frem og ”den indre musik” bliver synlig.

Birte Müller-Grud vil på udstillingen vise ca. 20 af sine intuitive malerier.

Hvert billede har sin egen ”skabelses-historie”.

Billede beskrivelse

På udstillingen vil der også være værker af Grethe Bjerge, Henny Asboe, Hanne Bjerregaard og Anette Ingeborg.

Disse værker er også intuitive billeder, idet de er udtrykt ud af kunstnerens indre – modsat et indtryk gennem sanserne. Der bliver også raku keramik at se – med bl.a. kyllinger og fugle.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste