Billetsalget starter snart: Morsø Festival fylder 40 og forkæler publikum
OUTRUP: Når øens første, største og nu eneste musikfestival fylder imponerende 40 år, så skal det trofaste publikum naturligvis forkæles med et fedt musikprogram.
Og det program har Morsø Festival netop offentliggjort samtidig med nyheden om, at billetsalget til 2025-jubilæumsudgaven starter fredag den 22. november på festivalens hjemmeside.
- Jeg synes, vi har fundet noget musik og fået lavet et program, vi godt kan være stolte af at præsentere for vores trofaste publikum, siger festivalens marketingansvarlige, Johnny Markussen.
Det sidste navn på plakaten, og et kæmpe scoop for Morsø Festival, faldt på plads i fredags, hvor Scarlet Pleasure takkede ja til at spille i Outrup lørdag den 16. august.
- Det var lidt spændende, for Scarlet Pleasure havde også et andet tilbud 16. august, men heldigvis for os, valgte de at sige ja til Morsø Festival. Og det bliver med det store band med fem på scenen, siger Johnny Markussen.
Scarlet Pleasure er kendt for at skabe en fest, men det bliver de nu ikke ene om på et musikprogram, der vil føre publikum på en musikalsk rejse fra dengang, det hele startede, og frem til nutiden – og med mange lokale musikere på scenen.
- Som altid, har vi forsøgt at ramme bredt og have musik for enhver smag og med gode muligheder for at synge med i fællessang, siger Johnny Markussen.
Og det bliver med Drew Sycamore, Kato, Shu-bi-dua 2.0, Sømændene, We are the 90´s, Rock about Madsen, Række 2 ½, Double Up og MD Duo.
- Det er et program, der lægger op til en fest for alle aldre. Både de unge og os gamle på 50. Og så har vi Kato til at vælte det hele til sidst, siger Johnny Markussen og tilføjer:
- Så håber vi bare, at folk vil bakke op og købe billet.
Enestående frivillighed
I anledning af 40-års jubilæet, bliver det trofaste publikum også forkælet med billige billetter forstået på den måde, at de første 40 dage efter, billetsalget skydes i gang 22. november, bliver til 2024-pris.
Og så kan man også vinde en billet. På festivalens facebookgruppe opfordres publikum til at dele deres bedste eller sjoveste historie fra Morsø Festival gennem tiderne. Vinderen, der altså får en gratis billet, findes 21. november.
Som ovennævnt skriver Morsø Festival historie lørdag den 16. august næste år, og de 40 år med musikfestival har kun kunnet lade sig gøre på grund af en enestående frivillighed.
- Vi har de frivillige at takke for Morsø festival. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre. Og mange har været med i rigtigt mange år og har endda bragt deres børn med i de frivilliges rækker. Havde vi ikke den enestående frivillighed, havde vi ingen Morsø Festival. Så enkelt er det, så frivillighed er festivalens bærende fundament, siger Johnny Markussen.