Både nyheder og gengangere på programmet fra Visit Mors: Skal du med på sommerens sejladser?
I år kan du som noget nyt stige på Bertha K til fællessang og smørrebrød
MORS: Selvom det er vinterkulden, som lige nu er over os, er Visit Mors, der tidligere hed Morsø Turistbureau, klar med programmet for sommerens sejladser.
Bente Kristensen, turistchef hos Visit Mors, oplyser, at det igen i år er turbåden Bertha K, der sejler rundt i Limfjorden. Mellem 8. juli og 12. august er der således planlagt 18 forskellige programsatte sejlture med 63 planlagte afgange.
Fra tidligere år vil der være gengangere som eksempelvis sælsafari og ø-hop til Fur og Livø.
- På vores ø-hop-ture kan man som noget nyt i år købe en picnickurv med fra Restaurant Limfjorden, siger Bente Kristensen.
Nyt på programmet i år er en aftentur med fællessang på fjorden med smørrebrød samt Ulla Andersen og John Schneider, der spiller og synger med. Det arrangement skulle allerede have haft debut sidste år, men det fik corona aflyst.
- Jeg fik idéen til det allerede tilbage i 2019, men fællessang er jo blevet endnu mere populært, siden corona kom til, så det passer godt ind i rækken, lyder det fra Bente Kristensen.
Glemmer stress og jag
Også en ellers planlagt sejlads med whiskysmagning på fjorden blev ikke prøvet af sidste år, men kan forhåbentlig blive til noget i år, ligesom der også vil være sejlture, hvor man eksempelvis kan smage på rom, øl og gin.
- Vi kan se på tilmeldingerne, at folk kører rimeligt langt for at komme med. Jeg tror, at smageturene er populære, fordi folk også får historien med bag det, der skal smages på. Jeg har selv været med til at servicere på flere af turene, og det er min oplevelse med sejladserne generelt, at når først man er ude på vandet, så kan folk ikke andet end at sidde og slappe af og glemme stress og jag, siger Bente Kristensen.
Turistchefen er optimistisk om, at corona-situationen tillader, at sommerens sejladser kan gennemføres.
- Det er vi nødt til at tro på, og vi er nødt til at planlægge efter, at det kan lade sig gøre. Og bliver et arrangement aflyst på grund af corona, får folk selvfølgelig deres penge igen, siger Bente Kristensen, der også oplyser, at Bertha K kan chartres fra 10. maj til oktober til forskellige formål, eksempelvis fødselsdage og bryllupper.