Astrid Lindgrens klassiker i Nykøbing

Eeeemil: Morsø Teater afrunder vinterferien

13. februar 2019 kl. 09.00

Hvem kender ikke Emil fra Lønneberg, og kan nærmest høre for sig, når hans far kalder endog meget højt på ham? Det sker gerne, når Emil er kommet galt afsted, hvorefter Anton Svendsen råber, så det gjalder over hele Katholt og det meste af Lønneberg: EEEMIL!

Det er Astrid Lindgrens klassiker, der fredag 15. februar gæster Morsø Teater i en opsætning, produceret af Folketeatret og arrangeret af Morsø Teaterkreds.

I Folketeatrets nye version af Emil fra Lønneberg er der gang i teaterlegen, når Emils hoved sidder fast i suppeterrinen, når Ida hejses op i flagstangen, når Kommandusen falder i Emils ulvefælde og når Emil holder gilde for sognets fattiglemmer. Ligeledes møder publikum naturligvis Tyttebær-Maja, Tumbe-Jokum, Bette-Rikke og de andre figurer fra Astrid Lindgrens ikoniske fortælling.

I denne teaterudgave bydes der på et gensyn med nogle af de mest uforglemmelige skarnsstreger fra Emils hånd. Georg Riedels musik fra Emil-filmene er lagt i hænderne på et hold musikalske skuespillere, ledet af Anders Ortman, som også skabte det musikalske univers til Folketeatrets Ronja Røverdatter og Peter Pan.

EMIL FRA LØNNEBERG vækkes til live af Michael Slebsager, der senest har kunnet opleves i rollen som Peter Pan i Folketeatrets familieforestilling af samme navn.

Forestillingen varer 2 timer inklusive pause og anbefales til børn fra 5 år.

Formand for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen fortæller, at publikum kan glæde sig til en herlig forestilling.

Og så tilføjer han, at der både i pausen og inden forestillingen vil være mulighed for at blive fotograferet i ”snitteværkstedet”.

Om Emil fra Lønneberg kan tilføjes: Emil fra Lønneberg er navnet på en fiktiv person skabt af Astrid Lindgren i 1963. Emil er omkring 8 år og laver altid ballade, selvom han inderst inde er en god dreng. Familien hedder Svensson til efternavn og bor på gården Katholt (Katthult) i Lønneberg (Lönneberga) i Småland. Han har også en lillesøster, der hedder Ida. Af andre bipersoner kan, udover forældrene, Alma og Anton, nævnes gårdskarlen Alfred, der er Emils bedste ven, Line, den unge pige i huset, og Tyttebær-Maja, en ældre kone.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste