Alsang mandag aften i Nykøbing Kirke
Organist og kantor Birgitte Bonde giver i samarbejde med Musikskolen på Mors en forsmag på forårets sangarrangementer i anledning af befrielsesjubilæet
NYKØBING: Mandag aften 11. november er der alsang i Nykøbing Mors Kirke.
Arrangementet er en optakt til foråret, hvor alsangen forventes at gjalde over det ganske land i anledning af 80-året 9. april for den tyske besættelse af Danmark og 75-året 5. maj for Befrielsen, fortæller organist og kantor Birgitte Bonde, der står for arrangementet i samarbejde med Musikskolen på Mors:
- Vi skal synge nogle kendte sange, som kan synges på flere melodier. Det får os til at tænke over, hvad det egentlig er teksten vil, siger Birgitte Bonde og nævner som eksempler ”Nu falmer skoven trindt om land” og ”Visen om de atten svaner”.
Alsang er betegnelsen for en række fællessangstævner under Besættelsen - en folkelig og fredelig modstand. Man ville vise at man var dansk og følte en fælles glæde ved at samles og at synge de danske sange.
Det første Alsangsstævne blev afholdt i Aalborg 4. juli 1940 med 1500 deltagere, og ideen bredte sig snart til hele landet. Via radiotransmission og avisernes omtale af arrangementerne bredte alsangsbølgen sig til resten af landet, og 14. august 1940 havde et alsangsstævne i Fælledparken i København 90.000 deltagere. Alsangen kulminerede 1. september 1940, hvor over 750.000 mennesker sang samtidig på 208 steder over hele landet.