Allan Olsen og Copenhagen Drummers gi'r den gas
THISTED: Fredag 28. og lørdag 29. oktober byder Thisted Musikteater på to markante koncerter med Allan Olsen og Copenhagen Drummers.
Allan Olsen spiller solo på fredag, og han har spillet overalt fa de små værtshuse for mere end 40 år siden, via spillestederne og festivalerne til sidste efterårs stort anlagte og udsolgte jubilæums-turné i landets største koncerthuse.
Og som altid: Alene med diverse strengeinstrumenter, sangene og de dertil hørende anekdoter og rablerier, for Allan Olsen er der ikke den store forskel på at optræde i et ydmygt forsamlingshus eller i Det Kongelige Teater. Det er samspillet med publikum, der skaber magien.
I sin bog, Laksetrappen (2019) beskriver Olsen indgående sin tilgang til at stå på scenen, og om hvordan han finder det en fornærmelse at møde sit publikum alt for velforberedt. Som Olsen siger: ”…Der må gerne være gode odds for at noget går galt undervejs, mener den garvede trubadur. – Så sker der sgu’ da noget…”
Copenhagen Drummers spiller lørdag, og de "gi'r den gas" med trommer og ild.
Grundstenene til Copenhagen Drummers blev lagt under vores tid som konstabler i Den Kongelige Livgardes Tambourkorps. En verden fyldt med traditioner og historie. Med en meget firkantet hverdag og regler for trommestil og udførsel, havde vi et behov for at komme ud med alle de skæve idéer og tanker omkring hvordan trommespillet også kunne være. Det var i de tanker at Copenhagen Drummers blev skabt, et fristed for idéer og skæve tanker til hvordan trommespillet kunne gøres endnu sjovere og vildere.
De er på turné med deres Feel Good Tour.
Billetter fås via Musikteatrets hjemmeside thistedmusikteater.dk