Aldi: Er du vores nye elev?
THISTED: Fredag eftermiddag 10. juni holder Aldi på Simons Bakke i Thisted elevevent med åbent hus.
Formålet er, at Aldi gerne vil i kontakt med personer, der kunne tænke sig at tage den to-årige uddannelse som salgsassistent i butikken.
- Det vil foregår på den måde, at butikschef Rasmus Kloster Hansen, HR consultant Rikke Dahl og jeg vil stå til rådighed og besvare spørgsmål, fortæller distriktschef Thomas Korsgaard.
Han påpeger, at interesserede ikke skal tilmelde sig forud for eleveventen.
- Man skal bare møde op, siger han.
Uddannelsen henvender sig i øvrigt til folk i alle aldre.
- Vi tager også voksenelever, siger Thomas Korsgaard.
Han fortæller, at der ikke er planer om lignende arrangementer i distriktet, som for eksempel Hurup, Nykøbing eller Hanstholm.
- Vi har været på forskellige uddannelsesmesser, hvor det gav godt. Det er kun i Thisted, vi mangler en elev, siger Thomas Korsgaard.
Uddannelsen starter 1. september.