Årets udgave af Søndags SommerSjov starter i Ashøje Plantage søndag 25. juli. Fra venstre ses John ”Kyss” Jensen fra Troldegruppen/Ashøje Plantages Venner, formand for Ashje Plantage mm. Jens Chr. Dissing, koncertarrangør Knud Erik Pedersen samt Anne Sønder Nielsen og Michael Vendelbo fra ”Vi elsker Thy”. Foto: Carsten Hougaard
Det sker

Årets Søndags Sommersjov starter i Ashøje

Søndags Sommer Sjov er tilbage med otte koncerter i seks byer i Thy - Vorupør er også kommet med

14. juli 2021 kl. 13:56
På pladsen sælges der Troldebryg. Foto: Carsten Hougaard
Det er Hula Hula Band, der spiller Bamses Venners hits i Ashøje. Privatfoto Camilla Svane

HURUP: Det bliver orkestret ”Hula Hula Band”, der åbner årets udgave af Søndags Sommersjov-koncerterne.

”Hula Hula Band” spiller Bamse Venners hits i Ashøje Plantage ved Hurup på søndag 25. juli.

- Vi har tidligere holdt koncertene i Anlægget. Men der er jo en sø nu. Og efter at have prøvet med Konditorpladsen i 2019 er vi nu rykket til Ashøje. Efter opførelsen af trolden Ask i fjor er man jo begyndt på at tænke byen og Ashøje sammen, fortæller koncertarrangør Knud Erik Pedersen, der har arrangeret Søndags Sommersjov siden 2005.

Det er Thy Detailforum ”Vi elsker Thy”, der står som arrangør for de otte kommunalt støttede koncerter.

Udover Thisted Kommune har 72 erhvervssponsorer bidraget med halvdelen af de 250.000 kroner, som de otte arrangementer koster.

Og modsat tidligere år, så sælger arrangørerne ikke selv mad og drikkevarer.

I stedet er det de lokale kræfter, der får gavn af pengene.

I Ashøje vil Lions og Troldegruppen/Ashøje Plantages Venner stå for salget af mad og ”Troldebryg”.

- Det er Hurup Slagters troldepølser, som vi sælger på pladsen, fortæller John ”Kyss” Jensen fra Troldegruppen/Ashøje Plantages Venner.

Overskuddet fra salget vil gå til etableringen af en kommende skovlegeplads i plantagen.

Der vil blive sat ekstra toiletter op på pladsen. Det sørger firmaet ”Gear Up Green” for.

- Det vil være en god idé at tage en stol med. Ellers kan man leje en på pladsen, siger John Jensen.

Og også for parkeringen er der sørget.

- Hvis man vil komme i bil, så bliver der lavet p-pladser ved Hurupvej omkring indkørslen til Ashøje. Man skal ikke komme via Ashøjevej/gade. Og selve plantagen bliver lukket for biler, siger John Jensen.

I tilfælde af regnvejr skal man huske en paraply.

Koncerten starter kl. 15 og varer til kl. 17.

Pladsen åbner kl. 14.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu