
Her bliver gammel brugs til galleri
Det begyndte med en pop-up påskeudstilling. Nu går en flok lokale kunstnere sammen om at åbne et mere permanent galleri i den gamle brugs i Vester Vandet under navnet Galleri B.
Alle kunstnere kommer fra lokalområdet.
En af dem er Lenette Blaabjerg, som fortæller, at foreløbig er fem kunstnere med.
Det er Charlotte Blaabjerg med keramik med dragende glasursammensætninger, samt blomsterkreationer og buketter. Kurt Torp, Vandet Savværk, med trækunst som borde, bænke, fuglehuse og tapasfade mm.
Morten “Blik” Sørensen præsenterer arbejder i zink og kobber, og Bente Østergaard Pedersen med abstrakte skulpturer skåle og fade. Dertil selvfølgelig Lenette Blaabjerg med malerier.
- Fælles for os alle er, at vi kun laver unika kunst, og at vi også tager imod bestillingsopgaver. Galleri B bliver ikke blot et galleri. Vi håber også, at det bliver et hyggeligt og inspirerende kultursted med muligheder for workshops og arrangementer, siger hun.
Der vil løbende komme nye ting til og være flere.
- Vi har inviteret flere kunstnere indenfor og alt salg går direkte til de lokale kunstnere, lyder det fra Lenette Blaabjerg.
Galleri B åbnes lørdag 10. Juni kl. 13.00 åbningsreception. Karen Bjørnskov vil efter velkomst synge et par skønne danske sange.
Flere af kunstnerne være til stede til hygge og kunstsnak. Der er bobler og små hapsere inspireret af Thy til gæsterne.
Galleri B ligger på Lien 12 i Vester Vandet.