2 x Søndergaard i sommer i Krik

Særudstilling med Anelise og Jens Søndergaard - og dertil andre malere, sølv og loppemarked

16. juni 2020 kl. 08.30

KRIK: Lørdag eftermiddag 20. juni åbner kunst- og antikvitetshandler Bjørn Wandall i Pakhuset Krik sommerens udstilling, som byder på separatudstillingen ”2 x Søndergaard - som fatter - så datter?!”. Det sker ved en gående og stående reception under behørig iagttagelse af coronarestriktioner og anvisninger. Til udstillingen hører også - som det er blevet en tradition - ni søndagseftermiddagskrøniker hen over sommeren.

Og så viser han i øvrigt også en række øvrige udenlandske og danske kunstnere, heriblandt værker af Erland Knudssøn Madsen, Hinding, ligesom han viser og sælger dansk sølvsmykkekunst fra perioden 1920-70 af designere som Georg Jensen, Nanna Ditzel, Hans Hansen og Bent Knudsen.

Som noget nyt i år kan man i stueetagen gå på opdagelse på Pakhusets loppemarked.

”2 x Søndergaard” er naturligvis Jens Søndergaard (1895-1957), kendt som ”Thylands maler”, men oprindelig født i Øster Assels på Mors og så opvokset i Hurup Thy fra femårsalderen og uddannet malersvend i Vestervig og Hurup, før han drog til hovedstaden. Datteren er Anelise Søndergaard (1924-85), som i høj grad i eget navn skabt sig en selvstændig profil som billedkunstner.

Ikke mindst Anelise Søndergaards værker har aldrig før været vist, fordi de i høj grad er akvareller fra to skitsebøger, som Bjørn Wandall har erhvervet, og ud af dem har han skåret skitser, som er egentligt selvstændige værker, og de er så blevet indrammet:

- De bringer et charmerende indblik i Vestkystens landskaber og befolkning. Anelise Søndergaard var som kunstner meget følsom og samtidig meget præcis, ikke noget naturføleri hos hende, og så er hendes værker kendetegnet ved, at de på én gang viser helheder og samtidig har en detaljerigdom uden lige, siger Bjørn Wandall.

Både af far og datter byder udstillingen på malerier, akvareller, grafik og tegninger. Af Jens Søndergaard er hovedattraktionen, mener Bjørn Wandall selv, et af dennes kendte fløjtespiller-malerier, men malet så sent som 1955. Og naturligvis byder udstillingen også på markante eksempler på Jens Søndergaards ”sortekunst”, som er meget efterspurgt fra udlandet, bl.a. med hans kendte model ”Margot fra minefeltet” i København, både i sort og i brun udgave.

Motiverne har far og datter i Danmark især hentet i Thy, ved Sallingsund og Bovbjerg, Lynæs og Herning, men der er også motiver fra Sverige, Frankrig og Italien.

Fire søndage, nemlig 12. juli, 19. juli, 2. august og 9. august, viser Bjørn Wandall rundt i udstillingen, og dertil kommer følgende krøniker:

28. juni: Museumsleder Jytte Nielsen, Museum Thy, om Anelise Søndergaard som ”de vilde hestes maler”

5. juli: Tidl. museumsdirektør Ole Faber, Varde Museerne, vurderer og identificerer gæsternes medbragte kunstværker

26. juli: Lektor Else Bisgaard, Vilsund, om pest og pandemier i litteraturen med udgangspunkt i J. P. Jacobsens ”Pesten i Bergamo”

16. august: Sprogmennesket Jette Løntoft, Vorupør, om det vigtige i at læse sammen med børn

23. august: Bjørn Wandall causerer med ”nyt fra kunstens verden” som sæsonafslutning

Nærmere på: www.pakhusetkrik.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste