Noa Stender fra Klimtøller har vundet EM i disciplinen "surf SUP" i Hvide Sande. Foto: John Carter
Det sker

17-årig nordjyde vinder EM i paddlesurfing

29. august 2022 kl. 11:28

KLITMØLLER/HVIDE SANDE: Det 17-årige surftalent Noa Stender fra Surfklubben NASA i Klitmøller, sikrede sig mandag guld i disciplinen "surf SUP" ved europamesterskaberne i standup paddling (SUP), der finder sted i Hvide Sande.

Sejren kom i hus efter en tæt finale, hvor nordjyden til slut kunne tage titlen foran Titouan Pajot fra Frankrig og Guilherme Olim fra Portugal.

- Jeg er superglad og havde virkelig ikke regnet med at vinde. Det var en svær finale, og der var nogle virkeligt gode surfere derude fra Tyskland, Frankrig og Portugal. Især franskmanden var virkelig god, og vi lå og battlede lidt. Men jeg var heldig at få en højscorende bølge til sidst, og det blev det, der gjorde udslaget i dag, siger Noa Stender.

Han har indtil nu har mest fokus på SUP Racing – altså sprint-disciplinen indenfor SUP.

- Men jeg tror helt klart, at jeg skal prøve noget mere SUP Surfing fra nu af. Det er helt sikkert, sagde en glad Noa Stender.

Tirsdag afvikles disciplinen sprint, onsdag longdistance og torsdag technical race. Her spås 22-årige Christian "Polarbear" Andersen fra Surfklubben NASA i Klitmøller gode chancer for en podieplads.

EM i standup paddling (EUROSUP) fortsætter ugen ud, som en del af Nordeuropas største vandsportsfestival Waterz, der hvert år tiltrækker deltagere fra hele verden. Alene til EM i standup paddling deltager flere end 200 atleter fra 16 europæiske nationer.

Annonceret indhold

Nyeste