13-årig stjal pung - ribbede dankort for tusindvis af kroner
Ældre kvinde fik lænset dankort af tre børn under den kriminelle lavalder
THISTED: En blot 13-årig dreng så mandag eftermiddag sit snit til at stjæle en pung hos en 74-årig kvinde, som han og hans mor var på besøg hos i Thisted.
- Han foregav at skulle på toilet, men så opdagede han den ældre kvindens taske, som han så rodede igennem og fandt en pung med dankort og pinkoden til dankortet, forklarer vagtchef Jens Claumarch, Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet fik anmeldelsen om tyveriet ved godt 18-tiden mandag aften, men da havde den 13-årige med hjælp af to andre børn fået hævet på dankortet tre gange - i alt et samlet beløb på 7.000 kroner.
- Vi fik dem dog opsporet og fik dem stoppet i deres forehavende, og så blev der skrevet en social rapport på de tre børn, ligesom vi kontaktede de sociale myndigheder i Thisted Kommune, som så må tage over på kontakten med børnene, forklarer Jens Claumarch.