12 kunstnere med Thy-motiver eller inspiration fra egnen
Udover de seks faste udstillere viser Heltborg Museum i sommer Thy-motiver af seks andre kunstnere
HELTBORG: Sommerens kunstudstilling på Heltborg Museum, der åbner i dag, lørdag 20. juni, og kan ses frem til og med søndag 6. september, har fået titlen ”Thy i kunsten”, og den viser i alt 12 kunstneres værker med motiver eller inspiration fra Thy:
- Vi har været i magasinet, og derfra har vi hentet værker af seks kunstnere, som vi ikke fast har hængende på væggene, fortæller museumsleder Jytte Nielsen.
Disse seks kunstnere, hvoraf der vises i alt 31 værker, er:
Knud Eel (1914-68), der i længere perioder boede i Agger og Doverodde, og som gennem årene har malet utallige landskaber fra egnen. På udstillingen ses bl.a. motiver fra Doverodde, Helligsø og Vigsø.
Preben Gang (1939-2004) boede i 1970’erne i Thy med sin familie, og fra den periode stammer de værker, museet har i sin samling. Malerierne er abstrakte, men alligevel ses konturerne af thylandske landskaber.
Viggo Helsted (1861-1926) hører til i en ældre kunstnergeneration, og han var især knyttet til egnen omkring Klitmøller, hvilket også ses på de udstillede malerier.
Niels Holbak (1884-1954) er lidt yngre end Helsted og havde en vestjyske baggrund. Han malede i Thy i 1920’erne, og på udstillingen ses bl.a. motiver fra Thisted Havn, Heltborg Kirke og oldtidskirkegården i Sdr. Ydby.
Frank Poulsen (1949-2016) var thybo og boede hele sit liv lidt nord for og i Koldby, og blandt hans motiver er f.eks. Harring Kirke.
Lis Stoltenberg (1919-2003) kom til Thy som veninde til Anelise Søndergaard, og på udstillingen ses bl.a. et markant værk med motiv fra kalkværket i Nørhå.
De øvrige kunstnere er seks af de faste udstillere i Heltborg, nemlig Freddy Eriksen (1930-2012), Leo Estvad (1902-86), Erland Knudssøn Madsen (født 1942), Ellen Raadal (1910-91), Anelise Søndergaard (1924-85) og Jens Søndergaard (1895-1957), der alle har boet i og haft en mangeårig tilknytning til Thy, og af hvem museet ejer større samlinger.
Jytte Nielsen forklarer, at museet iagttager myndighedernes forskrifter og anbefalinger, nu hvor samfundet er i gang med en langsom genåbning under coronakrisen, herunder afstandskrav, hvilket kan betyde, at der kan opstå kødannelse ved indgangen, ligesom der vil være håndsprit til rådighed, og større overflader vil blive tørret af, når besøgende har været i kontakt med dem.
Nærmere på: www.museumthy.dk