Billede beskrivelse

12 år med Durup Genbrug

Fødselsdagen markeres traditionen tro med kaffe og lagkage til kunderne

11. marts 2022 kl. 09.00

DURUP: Fredag 25. marts fejrer Durup Genbrug 12-års fødselsdag.

Fødselsdagen markeres traditionen tro med kaffe og lagkage til kunderne og med en særlig mulighed for at gøre et godt køb da der den dag er 50 pct. på alt i butikken og ingen faste priser på møbler men medarbejderne er klar til lave en hurtig handel så kom og byd.

Ud over alle de gode fødselsdagstilbud, bliver der også mulighed for at komme med sine arvestykker, malerier eller andre ting, som man gerne vil vide om er noget værd.

- Om eftermiddagen holder vi ”Hvad er det værd” fra kl. 13.00 til 16.00 og vi har inviteret vurderingsmand Peter Jessen fra Esbjerg. Peter har stor erfaring angående ”gamle” ting og deres værdi, han har igennem mange år været vurderingsmand for en lang række genbrugsbutikker og har gennem årene samlet stor viden og indsigt i området, fortæller Jens Thorsen fra Durup Genbrug.

Det var 26. marts 2010 at butikken første gang slog dørene op i den gamle købmandsbutik på hovedgaden i Durup, det var med stor spænding og en vis usikkerhed på om det nu også kunne gå rundt med en genbrugsbutik i Durup i en tid hvor virksomheder og mange butikker i byen enten er flyttet eller lukket ned.

Det viste sig dog ret hurtigt, at der var plads til en genbrugsbutik og den har siden vokset sig stor, fra starten i købmandsbutikken i hovedgaden ind i Durup Tømmerhandels lokaler på Hovedgaden 6.

Omsætningen har siden flytningen været stigende, selvom der kun er åbent fra om eftermiddagen fra mandag til fredag og lørdag formiddag.

- Coronaen har selvfølgeligt gjort det vanskeligere at drive genbrugsbutik de sidste par år, hvor vi har oplevet at vi måtte lukke butikken over flere perioder, men takket være stor imødekommenhed fra vores udlejer Durup Fjernvarme, der var hurtig til at fritage os fra at betale husleje i de perioder vi måtte lukke ned, kom vi godt igennem de udfordringer som coronaen skabte, siger Jens Thorsen.

Gennem alle årene har butikken oplevet, at mange gerne vil støtte en god sag og hjælpe dem der på den ene eller anden måde har det svært, ved at aflevere sine brugte ting til en Durup Genbrug.

- Det er dejligt at der stadig er mange der tænker på os når der skal ryddes op eller tømmes et hus, enten ved dødsfald eller når det bliver tid for at flytte i noget mindre, det har gjort at der i alle årene har været en stabil og god omsætning i genbrugsbutikken. En stor tak til alle jer der gør det muligt at drive Durup Genbrug, siger Jens Thorsen.

Omsætningen i 2021 har været på 298.659 kr. ud af den omsætning er overskuddet fordelt med 70.000 kr. til hver af de to organisationer der står bag butikken Mission Afrika og Promissio, der begge arbejder for at hjælpe mennesker i Afrika, blandt andet går pengene til arbejdet blandt gadebørn, skoler, sygdomsbekæmpelse, uddannelse af præster, forkyndelse af evangeliet og meget mere.

- Det er dejligt at der er mange mennesker både i Durup og i oplandet der har ressourcer og tid til at gøre en indsats som medarbejdere i butikken, pt, er der omkring 25 frivillige medarbejdere og det er takket være dem at kunderne giver udtryk for at Durup genbrug er et godt sted at handle. Medarbejderne er altid klar til at tage imod kunder og i håb om, at coronaen virkelig er på retur og vi får mere normale tider igen, glæder vi os særligt meget til at byde velkommen til fejring af fødselsdagen 25. marts, siger Jens Thorsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste