Billede beskrivelse

100 miles: Rekordstor tilmelding i år

03. september 2024 kl. 14.07

MORS: Når startskuddet til dette års Mors100 miles ultraløb lyder på lørdag klokken 9.30 fra Kirketorvet i Nykøbing, bliver der slået deltagerrekord med 158 tilmeldte løbere fra 12 nationer – hvoraf en deltager kommer helt fra Sydafrika.

Mors 100 miles er en festlig begivenhed, der hvert år tiltrækker omkring 3000 tilskuere. For løbet er blevet en folkefest for både start- og målbyen Nykøbing og en lang række byer på den lange rute rundt om øen. 18 beboerforeninger arrangerer hvert år rutefest, hvor der er underholdning, bespisning og telte slået op, så man kan komme og hygge, mens man venter på, at løberne kommer forbi ude på ruten eller følge løbet på storskærm.

Billede beskrivelse

Løbeklubben Pinen og Plagen, der står bag Mors 100 miles, gør nemlig løbet tilgængeligt for alle ved at livestreame de rekordmange løberes anstrengelser på Facebook og via en app. På den måde kan man følge løbet og løberne hjemme i sofaen eller på de storskærme, der er sat op i de mange byer, der afvikler rutefest.

Pinen og Plagen gør et stort stykke arbejde hvert år med at arrangere løbet, og i år har der været 50 frivillige i sving de seneste 11 måneder med planlægningen, oplyser formanden for løbeklubben, Jann Søndergaard.

- Når løbet afvikles, så har vores organisation bag Mors 100 miles 250 frivillige i arbejde fordelt over hele øen i de 26 timer, som løbet strækker sig over. Og derudover har beboerforeningerne i byerne langs ruten lagt et stort stykke frivilligt arbejde i at gøre løbet til den stemningsfulde og festlige event, som Mors 100 miles er blevet kendt for, siger han.

Billede beskrivelse

Blandt deltagerne er der flere lokale løbere fra klubben. Mors 100 miles har eksisteret siden 2007. De 100 miles svarer til 160,9 kilometer.

Tyvstarter fredag

Som noget nyt i år kan man tyvstarte begivenhederne med et talkshow på Kirketorvet allerede på fredag. Her vil seks ultraløbere, som er tilmeldt løbet for første gang eller som har været med mange gange, svare på spørgsmål om deres træning op til løbet, deres forventning og form med mere.

Det bliver Michael Dahlgaard og Simon Grimstrup, der kommer til at styre talkshowet fra kl. 16.00 til 16.50. Efter talkshowet er der koncert på torvet med ACDC- kopiband.

Mors100 Miles

De seks deltagere i panelet er:

Heidi Juul Nowak, har gennemført 100 Miles Mors 2 gange, med en 2 og en 6 plads for kvinder. Fra Frederikshavn.

Emil Ingerslev, Sidste år vinder, fra Skødstrup.

Sarah Pedersen, første gang til 100 Miles Mors, fra København.

Steen Christensen, har gennemført 100 Miles Mors 10 gange, med en 5 plads som det bedste for mænd. Fra Vrå.

Jacob Justesen, har gennemført 100 Miles Mors 6 gange, med en 2 og en 3 plads som bedste for mænd. Fra Sundby Mors.

Jimmi Mikkelsen, første gang til 100 Miles Mors, fra Nykøbing Mors.

Charlotte Bysted Møller, har gennemført 100 Miles Mors 2 gange. Vundet natløb for kvinder 1 gang. Fra Sillerslev.

Løbet starter på Kirketorvet

Løberne sendes afsted på den lange rute lørdag den 7. september på slaget 9.30. Men først bliver der hygget på torvet med gratis rundstykker og kaffe til de fremmødte tilskuere, mens Trio 413 giver en lille morgenkoncert.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen holder tale, før løberne bliver præsenteret. Blandt andre vinderen fra sidste års 100 Miles, Emil Ingerslev fra Skødstrup, der klarede løbet på omkring 13 timer. I år håber han at slå personlig rekord og komme under de 13 timer.

Rundt om på øen kommer der i løbet af formiddagen gang i de forskellige rutefester. Man kan læse mere om løbet og finde ruten og lokaliteterne for rutefesterne på Mors 100 miles´ hjemmeside eller facebookside.

Hvis du vil følge løbet online, kan du bruge Time2time APP, som kan hentes via Apple Store & Play Store.

Præmieoverrækkelse finder sted søndag kl. 12.00 ved Danhostel / Mål.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste