Billede beskrivelse

Det koster kvajebajere: Derfor har nabo røde ører over "stjålet" traktor

Martin Ibsens veterantraktor var væk, men den var ikke stjålet, som han troede - naboen havde bare lånt den, så nu har han røde ører

21. august 2023 kl. 12.00

Hvor er min traktor, for væk er den?

Sådan tænke Martin Ibsen, da han sidst på eftermiddagen lørdag kom hjem til sin landejendom på Højstrupvej ved Øsløs efter at have været til børnefødselsdag med familien.

I situationen var der kun et at gøre. Han tog telefonen, ringede til politiet og anmeldte tyveriet af sin røde Massey Ferguson årgang 1965.

Tyveriet blev mandag formiddag omtalt på nordjyske.dk. Historien blev delt og vupti, så var mysteriet om den forsvundne veterantraktor løst. Oveni købet helt uden politiets hjælp, fortæller Martin Ibsen.

Se også
Traktor fra 1965 holdt på gårdspladsen: Pludselig var den væk

- Jeg blev ringet op af min nabo, som havde set historien om "tyveriet". Han fortalte, at det var ham, der havde lånt den. Bare uden at fortælle, at han havde gjort det. Men vi har faktisk en gammel aftale om, at han kan låne den, siger Martin Ibsen, som tager hele episoden med et smil. Specielt med tanke for det efterspil, som sagen nødvendigvis må få.

- Jeg tror, det her kommer til at koste kvajebajere, og vi taler nok om en hel kasse øl, fortæller han.

Alderen på traktoren taget i betragtning er det begrænset, hvad den bruges til i det daglige, fortæller Martin Ibsen. 

- Det er småting. Morten Korch-arbejde som græsslåning, presning af små høballer - og så kan den også spændes foran en kreaturvogn.

Så alt i alt er der fundet en hurtig løsning på sagen - og vigtigst af alt har den ikke givet skrammer i naboskabet. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste