ØSTERILD: Tyk-tyk blæver, slasket halmgrød, stejl sæbeglidebane og iskoldt maveplasker-kravl var på menuen, da “Æ Læwer løb” var et festligt indslag ved årets byfest i Østerild.
80 voksne og 15 børn kastede sig ud i udfordringen på den 4,5 km. lange bane, der til lejligheden var bygget syd for byen af landmand Hans Vestergaard af bigballer, sort plast, snittet halm, vand og mudder.
- Det er fjerde gang, at vi holder “Æ Læwer Løb”. Det begyndte egentlig før Corona. Vi besluttede dengang, faktisk før mudrace og andet blev trendy, at vi vil have et sjovt indslag, som var vores eget, til vores byfest. Det blev så “Æ Læwer Løb”. Så vi lavede en forhindringsbane i skov, på marker og ved byen. En bane hvor man ikke skal være bange for at blive hverken mudret eller våd for at nå igennem, siger Hans Vestergaard.
Heldigvis er det noget folk er vilde med - både børn og voksne.
- Så nu er det blevet en tradition ved Østerilds byfest, fortæller Hans Vestergaard, der selv var “Mr. Speaker” til løbet, der havde målområde på græsarealet bag Multicentret.
Her skulle deltagerne på kravletur gennem mudder og bagefter på maven gennem iskoldt vand, så mudderet kunne blive skyllet af - til stor moro for de mange, der hellere ville kigge på.
Med succesen i år er det planen at udvide “Læwerløbet” yderligere til næste år, så 3-mands firmahold også kan få en blæwertur.
Hurtigste løber var i øvrigt lokale Lasse Støy Westergaard i tiden godt 24 minutter.