Billede beskrivelse

Den lune tøjmands hemmelige jubilæum

Kunderne skal have ordentlig service. Derfor er herretøjshandler Bjarne Madsen gået stille med, hvorfor mange af hans varer er nedsat med netop 45 procent

26. juni 2023 kl. 06.02

THISTED: Minus 45 procent.

Tilbudskilte med denne lidt skæve procentsats har i en måneds tid prydet mange af stativerne hos Din Tøjmand i Thisted.

Butikkens indehaver, Bjarne Madsen, er kendt som en mand, der ikke er bange for en hyggesnak med kunderne. Alligevel har han forsøgt at holde det hemmeligt, hvorfor mange af varerne skulle sælges med netop denne rabat.

Men mon ikke han er kommet til at snakke over sig? Og andre af kunderne har måske selv regnet den ud: Procentsatsen svarer til det jubilæum, som Bjarne Madsen 1. juli kan fejre i herretøjsbranchen.

- Da jeg holdt 40 års jubilæum, havde vi så travlt, at der ikke var tid til at give kunderne en ordentlig service. Det syntes vi ikke skulle gentage sig. Derfor er vi denne gang gået lidt mere stille med dørene, siger han.

Til gengæld er 45 procent langt fra den eneste procentsats, som bliver trukket fra priserne. I nogle tilfælde vil det faktisk ende med dobbelt op på de 45 procent, således at man kan være heldig at komme hjem med et stykke tøj til kun en tiendedel af den oprindelige pris.

Og fra 29. juni er der 30 procent rabat på alle de varer, som ikke i forvejen er sat ned.

Bjarne Madsens 45-års jubilæum er at regne fra den dag i 1978, hvor han kom i lære hos Erik Kjær i Vestergade. Her blev han i 1980 førstemand og i 1999 blev han medejer af butikken, som i 1990 var flyttet til Torvegade. 

I 2012 købte han Erik Kjær ud, og to år senere flyttede Din Tøjmand-butikken til den nuværende adresse i Brogade 4.

Da det noget mere runde jubilæum blev fejret for fem år siden, skete det ikke bare med rabatter og festivitas. Det markerede samtidig, at Bjarne Madsens søn, Mathias Nørgaard Madsen, købte 25 procent af butikken. Dette glidende generationsskifte er i år fortsat med, at Mathias har overtaget yderligere knap en fjerdedel, så hans ejerandel nu er 49 procent.

Snart 64-årige Bjarne Madsen påpeger i øvrigt, at hans 31-årige søn stort set er den eneste af de nuværende herretøjshandlere i Thisted, som han ikke har været med til at uddanne.

- Ham var vi nødt til at sende til Aarhus, lyder det fra 45-års jubilaren. 

    

 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste