29 gode formål fik del i Lions Thylandias uddeling af i alt 250.000 kr.
Livet her

Deler ekstra stort beløb ud: Kvart million til gode formål

Lions-klub i Thisted har doneret i alt 250.000 kr. til 29 forskellige modtagere

23. marts 2023 kl. 10:00

THISTED:  Med et par års forsinkelse på grund af coronaen har Lions Thylandia fejret sit 25 års jubilæum. Det skete med en ekstra stor uddeling af midler til humanitære formål. I alt 29 modtagere, der repræsenterer rigtig mange forskellige formål, fik donationer ved uddelingen, der fandt sted 11. marts på Det Gamle Rådhus i Thisted. 

Klubbens formål er at yde en humanitær indsats fortrinsvis lokalt. Klubben er upolitisk og består i dag af 28 kvinder, hvoraf seks har været med i alle årene. Der er samtidig en god tilgang af nye medlemmer. Medlemmerne mødes en gang om måneden, hvor der lægges vægt på, at møderne både skal have et relevant indhold, men også plads til hyggeligt samvær. 

Medlemmerne står også for klubbens indtægtsgivende aktiviteter. Alle indtægter går ubeskåret til velgørende formål, fortæller foreningen i en pressemeddelelse.

Pengene kommer tildels fra tilbagevendende aktiviteter som tulipansalg og julelotteri. Tulipansalget foregår til områdets erhvervsdrivende op til påske, hvor buketterne lyser op i butikker og virksomheder. Der er stor opbakning fra erhvervslivet til denne aktivitet, hvor indtægterne går til forebyggelse af misbrug blandt børn og unge i vort område. Julelotteriet med skrabelodder sker i samarbejde med de øvrige lionsklubber i Thy. Her modtager vi også sponsorgaver fra erhvervslivet.

Klubben er desuden synlig i gadebilledet i Thisted, hvor den driver en genbrugsbutik. Alt arbejde i butikken udføres af frivillige, både medlemmer og andre. Butikken har et stort udvalg af beklædning og småting. Selv om priserne er små, er omsætningen så stor, at butikken giver et flot overskud, og butikken er også en god reklame for klubben.

De seneste år er klubbens indtægter også kommet fra ”kunstnet”, som er indkøbsnet syet af klubbens medlemmer, og hvor der på hvert net er et kunstværk udført af Gerda Bruhn.

Klubbens medlemmer ser ifølge pressemeddelelsen med optimisme på de næste 25 år.

Annonceret indhold

Nyeste