Billede beskrivelse

De klør på i Kløv: Og nu har landsbyen fået sit navn tilbage

Efter et år sørgede Vejdirektoratet omsider for et nyt skilt, der kunne vise vej til Kløv. Den havde bare skiftet navn til Klør. Så tog beboerne i den lille landsby i Thy sagen i egen hånd

11. april 2023 kl. 17.00

KLØV: Det er en ganske lille landsby med blot et par håndfulde husstande.

Til gengæld er sammenholdet godt i Kløv, 11-12 kilometer nordøst for Thisted. Og de er ikke bange for at tage fat, når noget skal ordnes. 

Man kan også sige, at de gerne klør på i Kløv.

Det var i hvert fald tilfældet, da nogle af beboerne påskelørdag tog sagen i egen hånd og sørgede for, at landsbyen fik sit navn tilbage. 

Forhistorien er, at en lastbil for et års tid siden kørte ind i det skilt, som viste vej til Kløv fra Aalborgvej - også kendt som rute 11. I sidste måned kunne Kløv-boerne så glæde sig over, at der omsider var kommet et nyt skilt op ved hjørnet af hovedvejen og Kløv Mølle Vej.

Der var bare én hage ved det: Landsbyen var blevet omdøbt fra Kløv til Klør...

- Nu har vi ventet et år på et nyt skilt, og så kunne de ikke lave det rigtigt, siger en af beboerne, Line Horsfeldt Christensen. 

Billede beskrivelse

Hun og nogle naboer - hvilket vil sige en stor del af indbyggerne i Kløv - mødtes over en øl i det gode påskevejr. Så blev det besluttet, at de ikke ville vente på, at den relevante myndighed gav Kløv sit navn tilbage.

- Jeg sagde, at nu går det bare ikke mere. Vi skal altså op og have det lavet om. Og det var de med på alle sammen, fortæller Line.

En af de andre i selskabet, Jakob Kristensen, kunne oplyse, at han derhjemme havde noget hvidt og rødt isoleringstape, der kunne bruges til formålet. Det blev hurtigt hentet, hvorefter Line og en af Kløvs yngre beboere, Josefine Jeppesen, tog op til hovedvejen, fik dækket r'et til og skrevet et v med den røde tape.  

En tredje beboer -  Bente Overgaard Kristensen, der er hustru til Jakob - var med for at forevige begivenheden.

Line Horsfeldt Christensen er selv godt tilfreds med resultatet:

- Det ser ret godt ud. Når man er tæt på, kan man godt se, at det er tape. Men ikke når man bare kører forbi.   Så må vi se, om det får lov at blive siddende, eller om skiltet skal skiftes igen, siger hun.

Skiltet skal skiftes

Men det skal det, fastslår Niels Agerholm, afdelingsleder i Vejdirektoratet, som - fordi Aalborgvej er en statsvej - står for skiltningen på stedet.

- Skiltet kom op lige før påske. Vi er så siden blevet gjort opmærksom på fejlen. Det er jo noget af det, der sker en gang imellem, men der er bestilt et nyt skilt hos vores leverandør, fortæller han.

Han tør ikke sige, hvornår det rettede skilt kommer op. Men det bliver formentlig inden for en måned. 

Ifølge Niels Agerholm koster et vejskilt som det ved Kløv i størrelsesordenen et par tusinde kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste