Cyklisten kom så meget til skade ved uheldet, at han blev fløjet med lægehelikopter til behandling på sygehuset i Aalborg. Arkivfoto: Henrik Bo
Cyklist kørt ned: Fløjet med helikopter til Aalborg
En cyklist kom alvorligt til skade, da han torsdag middag blev ramt af en bil
Torsdag lige omkring kl. 12.15 fik lokalpolitiet i Thisted en melding om et færdselsuheld på Gl. Aalborgvej ved Frøstrup.
En bil, ført af en 39-årig kvinde, var i færd med at overhale en cyklist. Uheldigvis kom bilen ikke tilstrækkeligt langt udenom, hvorfor cyklisten, en 72-årig mand, blev ramt.
Politiet kunne fredag morgen ikke oplyse nærmere om cyklistens tilstand, men han blev efterfølgende fløjet med lægehelikopter til Aalborg Universitetshospital.
- Kvinden kan vente sig en sigtelse for forholdet, oplyser politikommissær Niels Christensen.