Coop lukker i gågaden ved flytning til Aldi
Coop vil ikke drive to 365-discount-butikker i Nykøbing, så den hidtidige forsvinder
NYKØBING: Det var ikke mange måneder, Coop 365discount fik på adressen Algade 5 i Nykøbing. Når denne dagligvarebutik senere på året flytter en halv kilometer mod sydvest til Aldis dødsdømte butik på Broen 2, vil Coop's lejemål i Algade ophøre.
Det bekræfter Coop's kommunikationschef Lars Aarup. Han er ikke helt opdateret i koncernens butikshistorie i Nykøbing bortset fra, at Broen 2 var Fakta butik under Coop indtil 2017. Dengang lukkede kæden sin SuperBrugs i Algade 5, så flytningen af Fakta hertil har formentlig været et tvunget skridt for at samle kræfterne og spare huslejekroner. Men i 2022 forsvandt den røde Fakta farve til fordel for den grønne 365discount. Et led i Coops lancering af en ny kæde med vægt på kvalitet og ferske varer, men stadig til billige priser.
- Vi flytter hjem. Broen er en placering, vi var og er meget glade for. Vi vil gerne ligge i nærheden af konkurrenterne. Så den anden butik lukker, og lejemålet er opsagt. Vi har købt Aldis butik, og her vil vi indrette os i løbet af året, siger Lars Aarup med henvisning til, at Sallings Groups Netto og Løvbjerg Supermarked er nærmeste naboer.
365discount tager sit personale med sig til Broen. Så Sorteper synes i første omgang at være placeret hos Aldis 10-12 ansatte, når deres arbejdsplads lukker.
- Generelt er der en vis gennemstrømning af medarbejdere i Coop, så vi er interesseret i at høre fra dygtige medarbejdere i Aldi. På landsplan har vi 278 ledige stillinger i Coop, så der skulle være en chance for et job, siger Lars Aarup.