Caroline fra Klitmøller tog en podieplads i Italien
Caroline Küntzel kvalificerede sig direkte til finalen, da hun i weekenden deltog i årets første World Cup
KLITMØLLER: 20-årige Caroline Küntzel bor nok i det daglige i Klitmøller, men i denne weekend var lokationen henlagt til Italien, hvor årets første World Cup fandt sted.
Vi snakker sporten stand up paddle - og den er Caroline Küntzel specialist i. Det gik således rigtigt godt i weekendens ICF spring SUP World Cup, hvor disciplinen på 1000 meter teknisk race blev klaret til en podieplads, hvor hun kunne stille sig på 2. pladsen.
1000 meter teknisk race går ud på, at man skal ud omkring syv bøjer og slutte af med løb på stranden.
- Der var et stærk felt i kvindernes række denne weekend. Jeg formåede at kvalificere mig direkte til finalen i første heat, og den gik super godt. Jeg startede med at ligge sammen med en dygtig pige fra Italien og 2022 verdensmesteren fra Spanien, hvor vi lå og kæmpede hele de 1000 meter, lyder det fra Caroline.
Ved tredje bøje formåede hun dog at trække væk sammen med Espe fra Spanien.
- Jeg er super tilfreds med sådan en god start på sæsonen. Det lover godt frem med mit peak senere på sæsonen, når VM bliver afholdt i Thailand i november, mener hun.
Caroline er nu på sit femte år med sporten og andet år indenfor eliten, som allerede har givet særdeles gode resultater.
I 2022 blev hun europamester og har to gange fået sølv ved VM.
- Men det er første gang, jeg har startet sæsonen så godt. Normalt ligger jeg i top 10 fra starten, så det tegner rigtigt godt, når mit peak først er i november og jeg ligger så højt oppe på world ranking allerede, fortæller hun i telefonen fra Italien.
Næste World Cup indenfor hendes hovediciplin - sprint - er 30. april.
- Det er super spændende - og fedt med den lokale opbakning fra mine lokale sponsorer, som gjorde det muligt at komme afsted denne weekend og dyrke min sport internationalt, siger hun.