Billede beskrivelse

Cafébestyrer må slukke telefonen og afvise kunder: - Det er frygteligt!

Bestyreren af Café Sillerslevhavn oplever en overvældende popularitet, men det er ikke muligt at tilfredsstille de sultne kunder på grund af pladsmangel

13. juli 2023 kl. 08.00

SILLERSLEV: Regnen vælter ned i Sillerslev på Mors, og det samme gør kundemængden i Café Sillerslevhavn. I øjeblikket så meget, at bestyrer Birgitte Grandahl må slukke telefonen og afvise kunder. 

Det skyldes, at der fortsat er pladsmangel i caféen og altså ikke plads nok til, at alle kan sætte sig ned og nyde dagens flæskesteg, oksemørbrad eller stegt flæsk.

Det har skabt en frustration hos Birgitte Grandahl, der er taknemmelig for Morsø Kommunes støtte, men som har ventet længe på at få bygget en ny og større café. 

- Torsdag, lørdag og søndag er der totalt booket, så er det lige meget, om der er regnvejr. Så har vi et sted mellem 50 og 70, der spiser. Folk ringer om mandagen for at få bord, fortæller Birgitte Grandahl og tilføjer:

- Det er frygteligt at afvise nogen.

Billede beskrivelse

Caféen skulle have været bygget sidste år, men det har ikke været muligt at få en byggetilladelse endnu, og derfor bliver den ikke bygget i år. Birgitte Grandahl har været bestyrer siden maj 2021, men hun er uforstående overfor, hvorfor man ikke starter forfra med caféen.

- Altså jeg forstår ikke, hvorfor de ikke river det hele ned og bygger noget nyt. Så er der ingen problemer med byggetilladelse. Det kan godt være, det er arkitekttegnet, men det er noget gammelt lort, siger hun om caféen, der også har pladsmangel i køkkenet og store problemer med el.

- Bare du tænder en lampe derinde, så springer hele lortet, siger hun.

Billede beskrivelse

Kommunen gør dog, hvad den kan, og har for nyligt hjulpet Birgitte Grandahl med en ny udendørs vask og et stort fryserum, så hun undgår at skulle køre langt efter varer.

- Kommunen prøver virkelig at hjælpe mig. Jeg synes bare, at det er vigtigt, at folk har en café på havnen, og at alle har råd til at komme. Det er det eneste sted på Mors, hvor du kan spise for 85 kroner, siger Birgitte Grandahl.

Det er dog begrænset, hvor længe hun kan vente på en løsning på de mange problemer i caféen.

- Jeg tager i år, og så ser vi, fortæller Birgitte Grandahl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste