Børnekulturnatten er lige på trapperne
Børnekulturnatten er en magisk aften med lys, fest og farver for børn, deres familier og alle barnlige sjæle, hvor byens mange kulturaktører og foreninger er klar med sjove, hyggelige og spændende aktiviteter.
Hele aftenen starter med et optog fra Musikskolen mod Store Torv, hvor festen skydes i gang med musik, sang og festlig åbning.
Børnekulturnatten i Thy er en årlig tilbagevendende begivenhed, som bliver stablet på benene af en masse frivillige og kulturaktører. I år er det den 15. september.
- Det er helt vidunderligt, at der fra alle sider samarbejdes og bakkes op om at give børnene alle de her forskellige oplevelser, fortællinger og udfordringer. Både frivillige og kulturaktører glæder sig til at lege og have det sjovt sammen med børnene og deres familier, fortæller leder af KulturRummet, Eva Sjælland.
Aftenen tyvstartes kl. 16.00 på UCN, hvor både pædagoguddannelsen og sygeplejeuddannelsen åbner dørene for alle – også de mindste. Der kører en bus i pendulfart fra Biblioteket i Thisted til UCN på Lerpyttervej.
Som noget nyt kan du møde Natur- og Friluftsvejledningen i Christiansgave, hvor du også finder De Danske Spejdere, der som vanligt tænder bål.
Traditionen tro afsluttes aftenen med et fakkeloptog ligeledes fra Musikskolen i Thy og ned mod Store Torv, hvor man slutter af i fællessang.
Børnekulturnatten i Thy bliver til i samarbejde med KFUM/KFUK, FDF Spejderne, DDS, Thisted Kirke, Museum Thy, SMK Thy, Det Ny Kastet, Natur- og Friluftsvejledningen, Limfjordsteatret, UCN, KFUM Spejderne, Thy BUF og KulturRummet. Thisted Kommune støtter Børnekulturnatten i Thy med et årligt tilskud.
Børn i Thy møder kunsten
Kulturtjeneste Thy afholder igen i år "Mød en kunstner" i uge 36 og 37, hvor alle kommunens skoler og dagtilbud, samt Trombakken og Østermølle, får besøg af en kunstner i ugerne op til Børnekulturnatten i Thy.
Børnene skal sammen med kunstneren skabe kunstværker med afsæt i temaet Lysfest som optakt til årets børnekulturnat.
De ni deltagende kunstnere er specialiseret indenfor forskellige områder bl.a. billedkunst, streetart, musik og keramik. Børnenes kunstværker udstilles på Børnekulturnatten den 15. september kl. 16.00 til 21.00 i Thisted Musikteater.
- Det er enormt givende for børnene i Thisted Kommune, at de igen i år får mulighed for at møde en kunstner. Kunstnerne kommer med en helt særlig tilgang og måde at undervise på, som giver børnene æstetiske oplevelser og mulighed for at udtrykke sig gennem deres eget kunstværk, udtaler Mieke Green Rasmussen fra Kulturtjeneste Thy.