Billede beskrivelse

21-årig amok: Bankede bartenders hoved ned i gulvet

En 21-årig mand blev svært utilfreds med, at han ikke måtte komme ind på bar

16. juli 2023 kl. 13.22
Opdateret 19. juli 2023 kl. 10.08

Opdateret 19/7 med præcisering af, at ofret er en medarbejder på Don Muss, ikke en dørmand

NYKØBING MORS: Da baren Don Muss på Havnegade i Nykøbing Mors var ved at lukke søndag morgen lidt over kl. 4, blev stedet samtidig opsøgt af en 21-årig mand fra lokalområdet, som ville ind.

På grund af det fremskredne tidspunkt var stedet ved at lukke, og derfor blev manden afvist af en medarbejder på stedet, en 54-årig mand fra Nykøbing.

Den besked var den 21-årige dog ikke indforstået med, hvorfor han hev fat i den 54-åriges hoved og tildelte ham to slag med knyttet næve i tindingen.

I den efterfølgende tumult endte de to på betongulvet på beværtningen, hvorefter den 21-årige mand atter tog fat i medarbejderens hoved og bankede hans baghoved ned i gulvet flere gange.

Tililende gæster fik skildt den 21-årige fra den 54-årige, hvorefter politiet blev tilkaldt og en patrulje fra Skive Politi ankom til stedet.

Trods overfaldet var medarbejderen selv i stand til at gengive hændelsesforløbet overfor patruljen, som kl. 05.12 kunne anholde den 21-årige mand, der fortsat befandt sig inde på Don Muss.

Han blev sigtet for vold og transporteret til politigården i Skive, hvor han blev afhørt til sagen. Politiets jurister vurderede, at der ikke var grundlag for en varetægtsfængsling, og derfor blev den 21-årige mand løsladt kl. 08.18.

Vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at den 54-åriges skader begrænser sig til buler og hudafskrabninger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste