Bjarke og Regin køber konkurrent
MORSØ: Regin Iversen og Bjarke Green har på kort tid oplevet stor vækst i deres virksomhed Vinhuset.dk, som de driver fra Industrivej i Nykøbing Mors.
Nu opruster de med opkøbet af en konkurrent fra Aarhus. I en pressemeddelelse oplyser virksomheden, at de har opkøbt spiritus-webshoppen Bevco.
- Vi befinder os i et marked, der holder væksten, men hvor vi også ser en konsolidering med storskala, teknologi og indkøbskraft som stadigt vigtigere elementer. Bevco er en veldrevet platform med et stærkt brand og en markant position især inden for spiritus. Det passer rigtig godt ind i vores strategi om at bygge en førende nordisk e-commerce-forretning, der samler både vin og spiritus, siger Regin Iversen, der er direktør i Vinhuset.dk.
Bevco gik i rekonstruktion i december 2025 efter økonomiske udfordringer, og Vinhuset overtager de overskudsgivende dele af forretningen.
Det er især virksomhedens internationale indkøbsaftaler og netværk, der fik Regin Iversen og Bjarke Green til at trykke på knappen.
- Omkring 57 procent af Bevcos omsætning ligger på spiritus, og de har opbygget et stærkt indkøbsnetværk rundt om i Europa. Det giver os mulighed for at udvide vores sortiment markant og styrke vores egen indkøbsposition, siger Regin Iversen.
Vinhuset.dk blev stiftet af Regin Iversen og Bjarke Green i 2022.