Bil brød i brand midt i rundkørsel
Onsdag eftermiddag brød en bil i brand på central færdselsåre i Thisted
THISTED: Onsdag eftermiddag lige efter kl. 15 brød en bil i brand i rundkørslen Thisted Kystvej/Havnen/Toldbodgade i centrum af Thisted.
Bilen var hurtigt omsluttet af flammer, og store, sorte skyer drev til vejrs over byen, mens trafikken på den centrale færdselsåre blev sat i stå.
Beredskabet var hurtigt fremme og fik has på ilden, men trafikken var som følge af branden generet på strækningen, idet civile påtog sig at lede færdslen væk fra brandstedet.
Efter 20 minutter ankom også politiet til brandstedet. Ingen personer var umiddelbart i fare ved branden.