Billede beskrivelse

Betjent har fået nok: Melder kollega til politiet

- Menneskeliv kan være gået tabt på grund af hans handlinger, siger anmelder, som selv er betjent

24. februar 2023 kl. 17.49
Opdateret kl. 17.55

HANSTHOLM: Bølgerne går stadig højt i sagen om redningsmanden Jonas Kjær fra Hanstholm, som i slutningen af november i fjor fik en fartbøde på vej til en redningsaktion i Nordsøen ud for Hanstholm.

René Borg, som selv er politiassistent siden 2003, har netop anmeldt den politiassistent fra Midt- og Vestjyllands Politi, som 29. november stoppede Jonas Kjær for at have kørt 86 km/t i byzone i en situation, hvor Kystredningstjenestens redningsstation i Hanstholm havde tændt alle røde lamper i kølvandet på en alarm om "mand overbord" i Nordsøen.

Fuldstændig vanvittigt

Bødeballaden betød, at redningsbåden C.B. Claudi blev forsinket i 6-7 minutter, før den kunne stikke til havs og deltage i redningsaktionen, hvor det aldrig lykkedes at finde den forsvundne sømand. 

- Det er fuldstændig vanvittigt, at det skulle tage så lang tid. Betjenten var muligvis i sin gode ret til at uddele en bøde, men han kunne have taget et billede af redningsmandens kørekort og hans bil. Det havde taget 20 sekunder. Der kan være menneskeliv, som er gået tabt som følge af hans adfærd, der forsinkede redningsfolkene, siger René Borg til Nordjyske.

Billede beskrivelse

Han er klar over, at det for mange vil være opsigtsvækkende, at en betjent på den måde anmelder en kollega.

- Politiet er et specielt sted at være. Det er ikke der, man udtaler sig. Så holder man kæft, hvis man stadig gerne vil være aktiv og ansat. Det her kan sagtens gå hen at få nogle ansættelsesmæssige konsekvenser, siger René Borg.

Sund fornuft og konduite

Han fastslår, at han med sin anmeldelse ønsker at episoden får konsekvenser for færdselsbetjenten - ligesom han ønsker at få en principiel vurdering af, om politiet fremadrettet vil tilsidesætte almindelig sund fornuft og konduite ved at modarbejde redningsfolk, som er under Forsvarets kommando, som det var tilfældet i Hanstholm.

I anmeldelsen skriver René Borg, at han ønsker at få belyst, om politiassistenten under hændelsen i Hanstholm agerede ulovligt eller kritisabelt.

Billede beskrivelse

Det er også faldet ham for brystet, at chefpolitiinspektør Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi har udtalt til medierne, at en sådan politiforretning "bliver afviklet så hurtigt som muligt. Og vi har ikke nogen indikationer på, at det har trukket unødigt ud!"

"Dette ses ikke i overensstemmelse med indholdet af de mange offentliggjorte artikler, idet både Jonas Kjær samt leder af redningsstationen, Morten Olsen, ikke ses at være enige i det argument", skriver René Borg i sin anmeldelse.

13. februar udtalte Claus Hilborg til DR Nordjylland, at "da politiet blev bekendt med, hvad sagen gik ud på, er spørgsmålet, om der blev handlet hurtigt nok".

"Denne konkrete udtalelse bringer alvorlig tvivl om betjentens adfærd samt dispositioner på gerningsstedet..... og om der er en erkendelse af skyld omkring politiets adfærd i forbindelse med denne hændelse", hedder det i anmeldelsen.

Mirakler kan ske

Den havde René Borg i første omgang sendt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), men fredag fik han besked om, at DUP efter en konkret vurdering af sagen har henvist den til videre behandling hos Midt- og Vestjyllands Politi selv.

- Jeg havde sendt den til DUP, for at Midt- og Vestjyllands Politi ikke skulle sidde og behandle en klage over dem selv. Men det kommer de så til nu. Mine forhåbninger til behandlingen er ikke alt for store, men der sker jo stadig mirakler, siger René Borg.

Retsordfører går til minister

Han er ikke alene om at ryste på hovedet over håndteringen af bødeballaden i Hanstholm.

Til Nordjyske har Venstres retsordfører, den nordjyske valgte advokat Preben Bang Henriksen, tidligere på måneden sagt, at der bør gives plads til undtagelser fra færdselsloven i tilsvarende situationer. 

- Vi er så afhængige af, at hjælpen når frem og af, at der er frivillige, der vil stille op til opgaverne. Vi må skabe rum til en individuel vurdering af de her bødesager. Når en bøde kommer ind ad døren, så må redningsmanden eller hans overordnede bære den hen til politiet med den fornødne dokumentation for, at der var tale om en nødsituation, og at redningsmanden ikke bare var henne for at hente rundstykker. Og med den fornødne dokumentation, så bør bøden kunne eftergives på det grundlag, siger Preben Bang Henriksen, som vil drøfte sagen med justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Politiet: Personalesag

Nordjyske har fredag spurgt Midt- og Vestjyllands Politi, om de kan bekræfte, at DUP har sendt anmeldelsen fra René Borg videre til dem. 

- Vi kan hverken be- eller afkræfte, om vi behandler en klage over en medarbejder, for vi udtaler os ikke om eventuelle personalesager, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Nordjyske.

Se også
Redningsaktion forsinket af betjent - ville først skrive fartbøde til redningsmand
Se også
Redningsmand blev standset af politiet: - Det er en sag, der kan vindes
Se også
Støtten vælter ind til bøderamt redningsmand - også fra politifolk
Se også
Redningsmand fik fartbøde på vej til udrykning: Borgere støtter ham med stort beløb

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste