Betalte 25.000 for en kop kaffe: Sådan skal pengene bruges
Det er ikke hver dag, man både får en god kop kaffe og gør en god gerning samtidig.
Det gjorde frikirkepræst Bent-Ole Højegaard imidlertid, da han i går gik ind ad døren til det sociale værested Cafe Perlen i Nykøbing.
Da hans kaffe skulle betales, smækkede han nemlig ikke mindre end 25.000 kroner på disken. Det var en donation fra Nykøbing Mors Frikirke, der er en del af Apostolsk Kirke i Danmark. Det skriver Svend Erik Jørgensen, der er daglig leder af Cafe Perlen, på Facebook.
Cafe Perlen er en del af KFUMs sociale arbejde og arbejder for at bekæmpe ensomhed på Mors.
- Vi tror på, at pengene kan være med til at hjælpe nogle mennesker, der er ramt på livet og har brug for noget fællesskab, siger præst Bent-Ole Højegaard til TV Midtvest.
Ifølge Svend Erik Jørgensen skal pengene blandt andet bruges på Cafe Perlens juleaftensarrangement, hvor der indtil videre er 30 tilmeldte.