Annemarie gik på røven: Nu fortæller hun om op- og nedture
Hvordan man går på r….. uden at slå numsen.
I en tid, hvor man i samfundet er meget fokuserede på de udfordringer både samfund og enkelt menneske står midt i, vil det måske være godt bare en sætte sig ned og lytte til en munter og tankevækkende livsfortælling fortalt af en kvinde, hvis liv har budt på op- og nedture.
Den mulighed er der tirsdag d. 8. november kl. 19.30 i Aktivitetshuset, Bygaden 31 i Ørding:
Annemarie Hessellund Beanland fortæller åbent og ærligt og med stor humor om sit livs op- og nedture. Hør hvordan man mister sin formue på at virkeliggøre en drøm om at blive krokone – og alligevel bevarer sit gode humør og store glæde ved livet.
Annemarie Hessellund Beanland fortæller om sig selv:
- I vuggegave fik jeg et lyst sind, en privilegeret barndom som cirkusprinsesse, der sammen med familien rejste landet rundt om sommeren. I vinterhalvåret et rigt familieliv i en herskabsvilla. Ungdoms- og voksen år i England, Tyskland og USA. Sidenhen en tid som millionær, senere krokone på landet og nu parat til at gå nye veje med en god portion livserfaring i bagagen.
Foredraget er det første af de to foredrag menighedsrådene i Ljørslev og Ørding, Beboerforening og Aktivitetshus traditionelt samarbejder om hver vintersæson.
Foredraget var programsat til 1. november, men pga. af valget er det flyttet til d. 8. november.