Alle spor efter gammelt hus er væk
Morsø Kommune ejer grunden, som der foreløbigt ikke er planer for
ØRDING: Der er blevet en tom plads på hjørnet over for forsamlingshuset midt i Ørding. Bygningen, som i omkring 25 år rummede butikken Sydmors Jagt og Fiskeri, er revet ned, og nu er alle spor efter huset væk.
Forleden var entreprenøren i gang med at udlægge ny overjord på det, der nu ligner en ledig byggetomt eller et kommende grønt område midt i landsbyen.
Hvad matriklen skal bruges til, er dog ikke besluttet endnu. Det oplyser kommunalbestyrelsesmedlem Ansgar Nygaard (V), der er medlem af Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø og selv bosat i udkanten af Ørding.
- Huset var jo på tvangsauktion, og det var kun kommunen, der bød på det. Vi skulle så godt som ingenting give for huset, og det var ikke værd at gemme på, fortæller han.
Det er kommunens pulje til indsats mod dårlige boliger, der finansierede købet af huset og den efterfølgende nedrivning. Det er dermed også kommunen, der ejer grunden nu.
- I første omgang bliver det nok grønt område, forventer Ansgar Nygaard, som også godt kan forestille sig, at der kunne bygges på grunden.
- Der er ingen ledige huse i Ørding. Alt er lejet ud, siger han.
Hvad der skal ske, må dog blive op til landsbyens beboerforening, mener politikeren.