Akut sygdom satte festival i klemme: Da telefonen ringede kl. 23.15, sprang Kennet til
Da den faste scenemanager på Thy Rock pludselig måtte på operationsbordet, trådte Kennet Bøgehøj til i sidste øjeblik
THISTED: Kennet Bøgehøj sad hjemme i stuen torsdag aften, da telefonen pludselig ringede. Klokken var på det tidspunkt 23.15.
- Jeg sad med fødderne i badesalt og så golf i fjernsynet, da HP pludselig ringede og spurgte, hvordan det gik, fortæller han, der til daglig arbejder som spillestedsleder på Spillestedet Thy.
Festivalformanden for Thy Rock Hans Peter "HP" Jarl Madsen fortalte, at han havde en udfordring. Samme aften var Thy Rocks mangeårige scenemanager på Store Scene Tarek Nielsen nemlig blevet indlagt på sygehuset, hvor han skulle opereres for akut blindtarmsbetændelse.
- Jeg tænkte, at HP nok ville spørge mig, hvem jeg kendte i mit netværk, som kunne træde til - men så spurgte han mig. Jeg har godt nok ikke arbejdet som scenemanager siden 2012, men jeg har mange års erfaring, så jeg sagde selvfølgelig ja, siger Kennet Bøgehøj.
Med kun få timers forberedelse troppede Kennet Bøgehøj op til Thy Rock for at styre slagets gang på festivalens største scene.
- Produktionerne i dag er meget selvkørende, de kommer selv med professionelle folk, og vi har professionelle folk til at tage imod dem her, så det handler mest om at holde overblikket og svare på spøgsmål. Man er nødt til lige at stikke fingeren i jorden og fornemme organisationen, siger han og tilføjer:
- Vi skal jo hjælpe hinanden. Og så har vi nogle knaldgode frivillige, der ikke er bange for at tage fat.
Det første navn, der gik på Store Scene fredag eftermiddag, var Magtens Korridorer. Og lige præcis det band har Kennet Bøgehøj faktisk et meget indgående kendskab til:
- Jeg var tourmanager for Magtens Korridorer i 5½ år. Da jeg tjekkede så jeg, at der ikke lå nogen rider på dem, men jeg ved så heldigvis, hvad de kommer med. Jeg ringede til dem for en sikkerheds skyld, og der var gensynsglæde. Det er nogle gode gutter, siger Kennet Bøgehøj.
Lørdag er der atter udskiftning på posten som scenemanager, da Kennet Bøgehøj er forhindret. Han bliver afløst af en kollega fra Nibe Festival.