Seneste nyt
Billede beskrivelse

Vinden satte fart på Cold Hawaii Games

28. september 2026 kl. 06.02

THY: Cold Hawaii Games 2026 er afsluttet tidligere end nogensinde før, efter vind og vejr satte fart på årets program.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Cold Hawaii Games.

Allerede i åbningsweekenden bød vejrudsigten på stiv kuling. Det betød, at arrangørerne måtte rykke hurtigt for at gøre klar til Cold Hawaii Big Air.

Her dystede kitesurfere fra forskellige dele af verden ved molen i Nørre Vorupør.

- Vi fik ualmindeligt travlt i år, da vejrudsigten pludselig lovede stiv kuling allerede i åbningsweekenden. Vi skyndte os derfor at gøre klar, så verdenseliten i kitesurfing kunne føle sig velkomne i Thy til dette års Cold Hawaii Big Air, siger Kristian Kjøller, eventkoordinator.

Fra surfing til ultraløb

Cold Hawaii Games bød også på aktiviteter uden for kitesurfingen.

Når vinden lagde sig, var der blandt andet yoga i naturen og et arrangement i surfklubben NASA i Klitmøller, hvor tre kvinder fortalte om livet som kvinde i surfmiljøet i Cold Hawaii.

Ved Soft Top Session dystede børn og voksne side om side i en surfkonkurrence, hvor deltagerne skulle forsøge at overraske dommerne.

Også Thy Ultraløb blev gennemført. Her deltog mere end 100 løbere på en rute gennem klitlandskabet med målstreg i Agger.

Måtte reagere på vejret

Ifølge arrangørerne krævede vejrforholdene, at de var klar til at reagere hurtigt og finde løsninger undervejs.

- Det har været en god og vindblæst version af Cold Hawaii Games, hvor vinden fik os til at løbe lidt stærkere, end vi plejer, og finde på løsninger, så alle fremmødte fik noget ud af det. Det er også det, der gør Games særligt. Vi kan ikke styre vejret, men vi kan være klar til at reagere, siger Michael Gisselbæk Sørensen, formand for Cold Hawaii Games.

Årets Cold Hawaii Games blev rundet af med en afslutningsfest med dokumentarfilm og dans.

Arrangørerne oplyser samtidig, at Cold Hawaii Games vender tilbage næste år.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste