Veronika er udtaget til bordtennislandshold for U13
SJØRRING: Den 11-årige Veronika Mykhayliv fra Sjørring er blevet udtaget til pigeperspektivlejren i bordtennis – en talentlejr, der reelt fungerer som landsholdstrup for piger under 13 år. I efterårsferien deltager hun i lejren sammen med 10 andre udvalgte piger fra hele landet.
Veronika er en teknisk stærk spiller, som mestrer næsten alle spillets elementer. Hendes primære træner er faren, Andriy Mykhayliv, og vejen til hendes nuværende niveau har krævet både tid og dedikation.
I flere år fulgte hun med til træning uden selv at spille – men da hun endelig greb battet, blev interessen hurtigt stor, og siden har hun været ustopelig ved bordet.
Det er anden gang på kort tid, at en spiller fra Sjørring udtages til en landsholdstrup, og meget tyder på, at flere talenter kan være på vej.