Billede beskrivelse

Usædvanlig situation i Thy Chancen: Jens aktiverer nødprotokollen

02. december 2025 kl. 10.04
Opdateret 07. december 2025 kl. 14.13

THISTED: Bilen til 129.900 kroner er fortsat uden nøglevinder. Så har du en kuvert med nummer 1032 på, ja, så er bilen din.

Thy Chancen 2025 har fået en afslutning, som ingen havde forudset.

Den store nøgletest, hvor alle 3000 nøgler fra årets lotterikuverter kunne afprøves hos Højland Biler, endte nemlig uden en vinder af hovedgevinsten: en spritny Peugeot 208 til 129.900 kroner.

Omkring 2500 personer lagde vejen forbi bilforhandleren i weekenden for at teste deres nøgle. Men ingen af dem kunne åbne låsen til bilen.

For resten af kuverterne blev der givet en ekstra chance – men også her uden held.

Bilen - der er pyntet med den store røde sløjfe - står derfor stadig i Højland Bilers hal og venter på sin ejer.

Da ingen vinder er kommet frem, har arrangørerne måttet aktivere den særlige nødprocedure.

Notarius Publicus ved Tinglysningsretten har derfor udtrukket et vindernummer.

Det udtrukne vindernummer er 1032

Den heldige ejer af kuverten med nummer 1032 kan nu henvende sig til Højland Biler senest mandag 15. december og få udleveret bilnøglen til sin nye Peugeot.

Jens Hammer fra Thisted FC, som står bag Thy Chancen sammen med TIK Håndbold og Sjørring Boldklub, er overrasket:

- Det er 32. gang, vi afholder Thy Chancen, og vi er næsten sikre på, at det aldrig er sket før. Det er en meget usædvanlig situation, at bilen så sendt endnu ikke har fundet sin vinder.

Han understreger, at arrangørerne havde advaret deltagerne om, at denne situation kunne opstå:

- Vi har tydeligt printet på kuverten, at den ikke måtte smides væk. Men vi ved, at nogle smed den ud, efter de havde prøvet nøglen.

Nu er kuverten med nummer 1032 pludselig næsten 130.000 kroner værd. Så er det med at finde kuverten frem, lyder det.

Reglerne siger, at hvis den ekstraordinære udtrækning heller ikke udløser en vinder senest 15. december, så tilfalder bilen de arrangerende klubber.

Men det er slet ikke den løsning, som arrangørerne håber på:

- Selv om vi i givet fald kunne sælge bilen, så håber vi virkelig, at der er en vinder derude, som finder sin kuvert. Det er jo det, det hele handler om – at bilen skal vindes, og at nogen skal blive rigtigt glade.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste