Tre lokale EUX-elever er klar til DM-finalen
THISTED: Tre talentfulde elever fra Business Nordvest i Thisted har kvalificeret sig til finalen i EuxBizCup – det officielle danmarksmesterskab i digital handel for EUX-elever. Konkurrencen samler hvert år hundredvis af unge fra hele landet, der får til opgave at finde innovative løsninger på virkelige forretningsudfordringer.
Malene Wadmann Skaarup, Alina Alieksieienko og Anna Yaremchuk er blandt de fem bedste grupper i Danmark, der skal dyste i finalen i København 15. december. Deres opgave har været at udvikle konkrete forslag til, hvordan årets casevirksomhed, Kystnær, kan øge sin digitale omsætning.
Kystnær producerer faste plejeprodukter som sæbe og shampoo med fokus på kvalitet, bæredygtighed og naturlige danske råvarer – uden unødvendige ingredienser og med minimal emballage. De tre elever har præsenteret en strategi, der blandt andet inkluderer en ny målgruppe, engagerende digitalt indhold og samarbejder med influencers for at øge virksomhedens synlighed og troværdighed online.
Finalen på Kosmopol i København stiller ikke kun krav til de faglige løsninger, men også til elevernes mundtlige præsentation. Gruppen forbereder sig i disse dage på at fremføre deres idéer på overbevisende vis for dommerpanelet.
– Det er inspirerende at se, hvordan eleverne har formået at udvikle spændende og konkrete løsninger for en reel virksomhed. At de nu står i finalen, vidner om deres kreativitet, analytiske evner og innovative tilgang, udtaler uddannelseschef Mona Søe fra Business Nordvest.
Gruppen ser frem til finalen og udtaler i en fælles kommentar:
– Det har været en utrolig spændende proces at arbejde med Kystnær. Vi er meget stolte af den indsats, vi har lagt i forløbet. Vi håber naturligvis på et godt resultat, men glæder os først og fremmest til at præsentere vores idé i finalen.