Tocifret millionbevilling skal kickstarte nyt Ung Kult-projekt
Et stort landsdækkende projekt - med afsæt og aftryk i Mors.
Det er, hvad Ung Kult-organisationen har bygget op gennem de seneste år - og som i dag består af flere hundrede medlemmer fra kulturelle ungemiljøer.
Og senest er man så blevet bevilliget 10,4 mio. kr. fra Nordea-fonden, som skal bruges til at kickstarte et nyt projekt - Ung Kult IVÆRK.
Det skriver Ung Kult i en pressemeddelelse.
- Vi oplever gang på gang, at stærke ungekulturmiljøer bidrager til trivsel, ejerskab og udvikling – hos de enkelte kulturskabere, men også i hele lokalområder. Med Ung Kult IVÆRK bliver det nemmere for unge at deltage i kulturelle fællesskaber og skabe kultur sammen, uanset hvor de er født i landet, fortæller Jakob Lundbye, der er netværksleder i Ung Kult.
Allerede øremærket
Det tocifrede millionebeløb fra Nordea-fonden er allerede øremærket til workshops, camps, netværksmøder, events og eksperimentarier i Ung Kult IVÆRKs flere end 35 medfinansierende kommuner.
- De sidste tre år har Ung Kult dannet relationer på tværs af ungekulturmiljøer i Danmark og lagt fundamentet for et nationalt netværk. Med projekt Ung Kult IVÆRK kan vi nu bygge videre på dette vigtige arbejde, når vi sikrer en stor aktivitetsportefølje på tværs af landet.
- Det er med til at give krop på netværket - gennem konkrete aktiviteter. Og så er det med til at understøtte det uhyre vigtige arbejde med at skabe gode ung-til-ung-kulturtilbud i de mindre byer, siger Mia Carlsen, der er bestyrelsesleder i Ung Kult.
Uddelingschef hos Nordea-fonden, Christine Paludan-Müller, supplerer:
- Ung Kult IVÆRK handler om at engagere unge på deres helt egne præmisser, så de får lyst til at blive en del af et kreativt fællesskab. Ung Kult har allerede mange gode erfaringer med både at opdyrke nye ungemiljøer samt understøtte eksisterende, engagerede miljøer. Nu sætter de ekstra damp på kedlerne, så den kulturelle skaberkraft for alvor kan udfolde sig rundt omkring i landet – og så endnu ere unge kan få en stemme og blive en del af det lokale fællesskab.
Ung Kult IVÆRK er et fire-årigt projekt, som strækker sig over hele Danmark.